Dorrit Willumsen

Ingen dansk forfatter kan som Dorrit Willumsen skrive, så man mærker en fed iscreme smelte mod tungen, blød silke smyge sig om kroppen og frugters farve gløde i en krystalskål. Det er et stærkt sansemættet univers, hun skriver frem, båret og løftet af en sensuel fascination af alt, hvad der omgiver os. Skønheden i hendes sprog og billeder står i kontrast til det stof, der behandles.

Dorrit Willumsen skildrer ofte kvinder, der har både længsel og tomhed mejslet ind i kroppen. Drømmen om kærlighed og livsfylde opfyldes sjældent, i stedet går hendes kvindeskikkelser rundt i en verden, de må beskytte sig imod. Den beskyttende hinde kan udmønte sig i en tilbagetrækning til fantasien som i romanen Koras stemme (2000). Eller i en voldsom, narcissistisk betonet selviscenesættelse og stræben efter ydre skønhed og perfektion, der skal kompensere for manglende selvværd.

Disse mønstre ses lige fra en af de tidlige romaner, Programmeret til kærlighed (1981), hvor en kvindelig ingeniør i et science fiction-agtigt arrangement får til opgave at skabe den perfekte kvinde, der kan imødekomme alle mandens behov, til novellesamlingen Honey Hotwing (2005), hvor titelpersonens kvinde fortaber sig i fantasier om glamourøse forbindelser til berømtheder, alt imens hun forsøger at omskabe sit udseende i en desperat og bristefærdig drøm om, at lykken kan findes ad den vej.

Dorrit Willumsens forfatterskab, som indledtes i 1965 med novellesamlingen Knagen, spænder over alle genrer. Hun har vundet stor popularitet med sine romaner med historisk stof, der tillader hende at afsøge kvindevilkår, der ligger langt fra modernitetens pres og den utilpashed ved en moderne kunstig verden, som hun har så godt blik for.

Ikke desto mindre skildrer de historiske romaner samme afstand til virkeligheden, samme følelse af at være hægtet af, ude af egentlig kontakt med sig selv og omgivelserne, som hendes mest moderne skildringer. Marie (1983) er en historisk roman, der følger voksdukkeskaberen Madame Toussaud. Dukker er der mange af i forfatterskabet – motivet peger på det det stivnede, der ligner det levende til forveksling, men er grundlæggende livløst.

Der ligger en modernistisk pessimisme i dette syn på især kvinders vilkår og muligheder, men Dorrit Willumsens stil og glæde ved sansningen af alverdens ting løfter skildringerne op i en paradoksal skønhed. Det er ikke mindst sammenligningens kunst, som hun har opdyrket til raffineret og underskøn perfektion, der skaber stilen. Et par banale spisepinde bliver til ”et elegant hejrenæb, der holder så let om fisken og risen” i novellen med den delikate titel Lakstykker fra samlingen Glemslens forår (1988). Overalt i forfatterskabet gør denne teknik sig gældende, ofte sammen med en veludviklet sans for det bizarre.

Den store danske impressionist og fin-de-siecle-forfatter Herman Bang er hovedperson i romanen Bang (1996), som indbragte hende den fornemme Nordisk Råds Litteraturpris. Klædt i purpur (1990) udspiller sig i det sjette århundredes Konstantinopel med den magtbevidste kejserinde Theodora som omdrejningspunkt, mens Bruden fra Gent (2004) skildrer barnebruden Elisabeth af det burgundiske hus, der blev tvangsgiftet til den danske konge Christian den Anden i 1514 og kom til at leve i et fremmed land. Hendes endeligt er tragisk, men i modsætning til mange andre af Dorrit Willumsens kvinder klarer hun at tage sin skæbne på sig – med nærmest stålsat ydmyghed – og lærer at elske sin problematiske mand.

I slægtsromanen ’Suk hjerte’ (1986), der giver et Danmarksbillede gennem fire generationers liv i det tyvende århundrede, trækker forfatteren på sit eget erindringsstof. Det er omformet til en original sprogkunst, der som altid lader os se forførende overflader og mørke afgrunde på samme tid, ikke mindst i tolkningen af kvinders liv.