Karen Christentze Blixen-Finecke f. Dinesen (17.4. 1885 - 7.9. 1962) står temmelig isoleret i den danske litterære tradition, hvad der måske skyldes, at hun skrev hovedparten af sit forfatterskab på engelsk først og derpå senere gendigtede det til dansk. Den danske udgave af forfatterskabet er således en lidt udvidende, tolkende læsning af den engelske original. Dette er blot en første indfaldsvinkel til en meget sofistikeret fortæller, hvis udprægede kvindelige tematik ofte skjules af, at synsvinklen er placeret hos de mandlige hovedpersoner i de fortællinger, som udgør hovedgenren i hendes værk. Som forfatter optræder denne fortæller gerne bag flere pseudonymer: Isak Dinesen, Pierre Andrèzel, Osceola m.fl.
Hun fødtes ind i en konflikt mellem aristokrati og borgerskab, idet hendes fader Wilhelm Dinesen var af godsejerslægt og moderen barnebarn af en storkøbmand i København. Hun tog så udpræget faderens parti i denne konflikt, og da han i 1895, da Karen var 10 år, begik selvmord, kom han som faderskikkelse til at repræsentere alle de muligheder for et frit liv, som hun gerne ville realisere i kamp med moderens miljø, der fremstod som et kvinderegimente, der gennem hjemmeundervisning af Karen og hendes søstre kom til at fungere som de moralske og religiøse autoriteter. Modsat havde faderen på forskellige måde realiseret det "frie" liv som officer i flere europæiske krige, og bedst af alt havde han tilbragt to år blandt indianerne i Wisconsins skove.
Dette pionerliv fik hun selv lejlighed til at prøve, da hun i 1914 giftede sig med den svenske adelsmand Bror von Blixen-Finecke og fik sin danske familie til at købe dem en kaffefarm i Britisk Øst-Afrika. Hun blev i Afrika i 18 år indtil 1931 afbrudt af flere ophold undervejs i Danmark, som samlet udgjorde 4 år. Opholdet skildrede hun i Out of Africa / Den afrikanske Farm (1937), som er en stærkt tilrettelagt selvbiografisk skildring af hendes liv dér, i hvert fald målt med de Breve fra Afrika (Kbh. 1978), som udkom efter hendes død. Mødet med Afrika og forholdet til de indfødte, som hun selv regnede for den ene af sine to kærlighedsrelationer, bragte hende en historisk-mytologisk indsigt og satte hende tilbage til et feudalsamfund før den borgerlige tid samtidig med, at hun som europæer levede moderne. Hun begyndte i dette tidsrum (fra cirka 1926) at nedskrive de historier, hun fortalte sin anden store kærlighed, den engelske adelsmand og storvildtjæger Denys Finch-Hatton. De blev - efter hans død og farmens fallit 1931 - hendes eksistensgrundlag, som hun satte alt ind på at få udgivet. Det lykkedes i Amerika i 1934 under titlen Seven Gothic Tales og denne bog blev overraskende valgt til "Book of the Month" ved sin udgivelse. Den danske oversættelse året efter (Syv fantastiske Fortællinger) gav hende en mere blandet modtagelse, der spændte fra karateristikker som genial til manieret perversitet. Måske under indtryk af denne sidste beskyldning komponerede hun 1937 Out of Africa som en naturindspundet romantisk tragedie i fem akter.
Hvor Syv fantastiske Fortællinger var fantastiske historier blev hendes næste samling af fortællinger Vinter-Eventyr (1942) en langt mere dansk-orienteret bog. Ofte foregår tematikken, som er den kvindelige udvikling henover overgangen i puberteten, fra Diana-identifikationen til Venus-identifikationen, i et dansk landskab og i en stil, der låner fra den danske litterære tradition. Ordet lån er præcist, for Karen Blixen var forfatterskabet igennem nærmest en patchwork-forfatter i forhold til den litterære tradition, som hun benyttede og skrev modhistorier til. Sideløbende med den kvindelige identitetsproblematik "Hvem er jeg?", løber der i hendes fortællinger et spor, der tematiserer fortællingen som genre og nærmest skaber en historie-poetik, så man kan sige, at hos hende kommer historien til bevidsthed om sig selv som natur. Hendes fortællinger er som regel lagt 100 år tilbage i tiden i forhold til hendes eget liv, således at hun både genskaber det 19. århundredes problemstillinger og forholder sig indirekte kritisk til dem. Hun genbruger den klassiske novellegenre og sprænger den samtidig indefra ved at skrive sin egen moderne eksistens ind i den fortidige iscenesættelse.
Midt under den tyske besættelse af Danmark skrev hun under pesudonymet Pierre Andrèzel roman Gengældelsens Veje (1944), som hun kun stærkt presset vedkendte sig. I det hele taget lagde hun gerne livet igennem et slags pseudonym-slør omkring sig. Hendes bøger i de engelsk-sprogede lande udkom under navnet Isak Dinesen, i de tysksprogede hed hun Tania Blixen, for Denys hed hun Tania, medens familien kaldte hende Tanne. Hun ville gerne, som hun skriver om den kvindelige hovedfigur i fortællingen "Drømmerne", ophøre med forpligtelsen til at være en person og blive mange forskellige.
Efter besættelsen kom hun i nærmere kontakt med det mandlige danske litterære åndsliv (jf. Breve fra Danmark 1931-62. Kbh. 1996) men eftervirkninger af de behandlinger, man havde givet hende for den syfilis hun pådrog sig i 1913 og var smittefri fra i 1917, gjorde hendes liv stærkt ustabilt med vekslende hospitalindlæggelser. Hendes sygdomsplagede udseende kombineret med hendes af og til ekstravagante optræden og dertil hendes hendes uhyre erfaringskreds og blændende hukommelse medvirkede til at hun ofte dæmoniseredes som en hekseagtig skikkelse (jf. Thorkild Bjørnvigs Pagten, 1974). Hendes kræfter var imidlertid så få, at hun kun nåede at udsende to fortællingssamlinger inden sin død. Det er Sidste fortællinger/Last Tales fra 1957 og Skæbne-Anekdoter/Anecdotes of Destiny(1958). Enkelte essays fik hun dog publiceret, heriblandt den berømte "Baaltale med fjorten Aars forsinkelse", der tager stilling til kvindebevægelsens mål og resultater. Standpunktet er, at mandens væsen er at skabe, medens kvindens er at være, hvad der vakte en stor debat og fremkaldte modindlæg. Men man kunne også sige, at synspunktet repræsenterede 1800-tallets tænkemåder, som Karen Blixen også i sin fortællekunst præsterede at transportere ind i 1900-tallets, skønt de ikke længere var hendes egne.
(1999)
