Forfatteren og filmmanden Henrik Stangerup (1937-1998), debuterede som skønlitterær forfatter i 1958 med Lille Håbs rejse, en bog med tre små kortprosa stykker, eller fabler, der senere viste sig at være den spagfærdige begyndelse på et af de mest iøjnefaldende og lidenskabelige forfatterskaber i nyere dansk litteratur. I Lille Håbs rejse anslog Stangerup et tema der, i forskellige afskygninger, gennemsyrede det efterfølgende forfatterskab: den smertefulde kamp mellem en ustyrlig trang til at realisere sig selv på trods af realitetens ubønhørlige regnskabsbog. I Stangerups tilfælde mundede dette livsprojekt ofte ud i isolation, udlængsel og angsten for at miste andres kærlighed, men det gav sig også udslag i et nødvendigt forfatterskab, i hvilket det selvbiografiske stof var den væsentligste drivkraft.
Hvis man ser Henrik Stangerups skønlitterære forfatterskab i kronologisk fugleperspektiv, kan det inddeles i to store afdelingen, med Fjenden i forkøbet fra 1978 som omdrejningspunkt. Bogen står ikke blot rent tidsmæssigt i midten af Stangerups forfatterskab, men det gør den også indholdsmæssigt, idet Fjenden i forkøbet danner overgangen til forfatterskabets anden fase.
Forfatterskabets første del strækker sig fra debuten i 1958, over novellesamlingen Grønt og sort (1965), frem til romanerne Slangen i brystet (1969), Løgn over løgn (1971) og Manden der ville være skyldig (1973). Derudover rummer denne første fase en række essaysamlinger, der udsprang af forfatterens mange ophold i Frankrig, navnlig som Ekstra Bladets pariserkorrespondent i årene 1964-65, og hans erfaringer som film- og litteraturanmelder ved Ekstra Bladet og Politiken. Det drejer sig bl.a. om Veritabel Pariser (1966), Kunsten at være ulykkelig (1974) og Mens tid var (1978).
Romanerne fra forfatterskabets første del, kredser omkring jeg-personer der – oftest forgæves - forsøger at finde en mening i tilværelsen. I den selvbiografiske debutroman Slangen i brystet skildrer Stangerup et selvironisk portræt af det selvvalgte skråplan som hans alter ego, den danske pariserkorrespondent Max Mollerup, er ude på. Slangen i brystet minder i så henseende om Tom Kristensens Hærværk, eftersom begge romaner foregår i journalistmiljøet og fordi de beskriver deres hovedpersons uundgåelige åndelige og sociale opløsning. Desuden er Mollerup sig bevidst om sit eget forfald, noget som fører til selvforagt og, i sidste instans, til at han opgivende synker endnu dybere ned i hængedyndet.
I den næste roman, Løgn over løgn, tager Stangerup på ny medieverdenen på kornet, hvis forløjede virkelighedsmanipulation fremstilles på en selvudleverende måde. Manden der ville være skyldig er en kompakt fremtidsroman, der udspiller sig i et utopisk fremtidssamfund, i hvilket alle skal være lykkelige. Men, ligesom det fremgår af den lille titelnovelle i Lille Håbs rejse, forudsætter lykken også oplevelsen af – eller i det mindste bevidstheden om – livets skyggesider.
I slutningen af halvfjerdserne havnede Henrik Stangerup i en alvorlig krise, både på det personlige og det litterære plan. Krisen affødte den selvbiografiske og selvransagende roman Fjenden i forkøbet, der blev skrevet efter faderen Hakon Stangerups død i 1976. Bogen var til dels ment som et rehabilitationsskrift for faderen, men Fjenden i forkøbet var også forfatterens fortvivlede forsøg på at skrive sig ud af den nedtur som han oplevede i disse år. Krisen skyldtes bl.a. at ægteskabet med filmskuespillerinden Lotte Tarp forliste og at den risikable filmatisering af Holbergs Erasmus Montanus i Brasilien var blevet en stor fiasko der oven i købet slog bunden ud af forfatterens økonomi. Derudover er Fjenden i forkøbet et indædt opgør med forfatterens langt fra smertefrie opvækst i skyggen af sine berømte forældre: kritikeren professor Hakon Stangerup (der blev offer for en smædekampagne der brændemærkede familien) og skuespillerinden Betty Söderberg (datter af den store svenske forfatter Hjalmar Söderberg).
Samtiden opfattede Fjenden i forkøbet som et yderliggående eksempel på den såkaldte ´bekendelseslitteratur´ og, sandt at sige er Fjenden i forkøbet en ret ubesmykket selvransagende bog af nærmest terapeutisk tilsnit. Efter den lutring som Fjenden i forkøbet bevirkede, fandt Stangerup et nyt emneområde og han søsatte et nyt skriveprojekt, som affødte tre af forfatterskabets hovedværker: Vejen til Lagoa Santa (1981), Det er svært at dø i Dieppe (1985) og Broder Jacob (1991). Set under et danner disse tre historisk-biografiske romaner en helhed, selv om de foregår inden for ganske forskellige historiske, åndelige og geografiske rammer.
Udgangspunktet for Vejen til Lagoa Santa er naturvidenskabsmanden Peter Wilhelm Lund (1801-80), der efter en lovende videnskabelig karriere pludselig trak sig tilbage i en uanselig landsby i den brasilianske jungle, hvor han levede de sidste 35 år af sit liv som landsbyens original blandt de indfødte. Et af de fortælletekniske træk der udmærker Vejen til Lagoa Santa, og som også anvendes i de efterfølgende værker, er bogens cirkulære struktur. Det indebærer at tekstens begyndelse og slutning udgør beretningens narrative fortøjningspunkter. I øvrigt er slutoptrinet i Vejen til Lagoa Santa et af de mest vellykkede crescendoer i nyere dansk litteratur. I sit testamente havde Lund bestemt at der efter hans død skulle festes i tre døgn, og da han omsider dør, bruger den lokale brasiliaske befolkning Lunds kostbare videnskabelige bibliotek til at lave raketter og andet fyrværkeri. Således forvandledes Lunds bøger og hele det verdensbillede de repræsenterede "til en regn af stjernestøv der fra den mørke tropehimmel siger farvel til Doktoren".
Den anden roman i Stangerups historisk-biografiske trilogi er Det er svært at dø i Dieppe, der handler om kritikeren P.L. Møller (1814-65), som er P.W. Lunds diametrale modsætning. P.L. Møllers appetit på livet bliver ham fatal og Det er svært at dø i Dieppe slutter, ligesom den forrige bog, med en markant og spraglet slutscene, i hvilken Møller, nedbrudt af syfilis og i en hallucinerende bersærkergang, går sin undergang imøde. Broder Jacob danner slutstenen på det treleddede romanprojekt og er Stangerups sidste store roman overhovedet. De tre værkers overordnede fællesstruktur afspejler de tre kierkegaardske eksistentielle stadier. Konsekvensen er at den centrale skikkelse i Broder Jacob, franciskanermunken broder Jacob de Dacia (ca. 1484 - ca. 1566), står for det ´religiøse´ stadium, hvorimod P.L. Møller og P.W. Lund repræsenterer henholdsvis det æstetiske og det etiske livssyn.
Selv om de tre værker kan betegnes som historiske romaner, er deres kulturkritiske sigte i mindst lige så høj grad rettet mod forfatterens samtid. I lighed med forfatterskabets tidligere værker søger hovedpersonerne i det senere forfatterskab efter et meningsfyldt forhold til sig selv og omverdenen, noget som bl.a. giver sig udslag i en rastløs rejsen frem og tilbage mellem forskellige lande og kulturer. I den sammenhæng fremstilles Europa som et livsfornægtende, intellektualistisk, entydigt Abendland i forfald, hvorimod Sydamerika fremstår som det livsbekræftende, følelsesbetonede, flertydige og sprællevende kontinent. Forfatterens optagethed af den latinamerikanske kultur kommer i øvrigt også til udtryk i bogen Samba fra 1982.
I Stangerups sidste bog, Datter af, skildrer han sin mor Betty Söderberg-Stangerup, i anledning af hendes død i 1993. Men i modsætning til Fjenden i forkøbet er der i Datter af næppe tale om rehabilitering, snarere om et forsøg på at optrævle det uafklarede forhold mellem mor og søn. Bogens underfundige undertitel, Scener om en mor, knytter åbenlyst an til morens karriere som skuespillerinde og rammer præcist den sælsomme og nærmest teatralske distance der prægede forholdet mellem dem. Således er Datter af et tankevækkende dobbeltportræt og et desperat forsøg på at udfylde det tomrum i deres forhold og følelsesliv som de ikke kunne hamle op med da moren endnu var i live.
Ligesom resten af forfatterskabet vidner Datter af om at forfattervirksomheden var en livsbetingelse for Henrik Stangerup. Han skrev for at holde sine indre dæmoner i skak, for at forholde sig til sin omverden og for at affinde sig med sig selv og andre. Forfatterskabet er på en måde et langt og omtumlet forsøg på at realisere et umuligt projekt - virkeliggørelsen af drømmen om en anden og bedre tilværelse - på trods af virkelighedens, og ens egen personligheds, iboende genstridigheder.
Henk van der Liet er professor i nordisk ved Amsterdams Universitet.
(1999)
