Peter Seeberg

Et af de gennemgående temakomplekser i Seebergs forfatterskab kunne man med rimelighed døbe: realismens problem. Hele forfatterskabet kredser om spørgsmålet om, hvad virkeligheden er for en størrelse, og hvordan det er muligt at nærme sig den litterært. Denne problematik udgør derfor både et filosofisk spørgsmål og en æstetisk og litterær udfordring. Set ud fra dette perspektiv fremstår den genremæssige udvikling i forfatterskabet som en logisk og æstetisk konsekvens af den konstante kredsen om realismens problem.

I de tidlige værker er de filosofiske aspekter af virkelighedsproblemet i centrum. Under indtryk af den franske eksistentialisme kredser Seeberg i de første romaner og novellesamlinger om spørgsmålet om hvorvidt mennesket overhovedet kan siges at stå i et forhold til den omgivende virkelighed, og i næste instans om mennesket i den moderne virkelighed har greb om sig selv. Personerne i værkerne står alle i en vis forstand på sidelinjen som udeltagende iagttagere til en virkelighed, der blot passerer revue. Kontakten mellem dem er reduceret til rent overfladefænomen, og de bliver alle til spioner i hinandens liv: det er umuligt at etablere en kontakt på tværs af de forskellige virkelighedsopfattelser som personerne hver især orienterer sig ud fra. Dette forklarer også den sproglige tone i værkerne: umuligheden af at sætte sig ind i andres virkelighedsopfattelse gælder også for romanernes og novellernes fortæller, der derfor alene nøgtern og uden vurderinger eller farvninger registrerer hverdagssproget i en uprætentiøs og nøgen stil. For læseren resulterer dette i en oplevelse af et univers, hvor forskellige virkelighedsbilleder spiller op i mod hinanden.

Det er denne stil, der i de senere værker forskydes, således at de i stigende grad kommer til at udgøre et æstetisk problem. I værkerne fra Dinosaurusens sene eftermiddag og fremefter eksperimenterer Seeberg med litterære udtryksformer, hvor sprogets virkelighedsskabende karakter bliver tydelig og åbenlys. Selv om bøgerne kategoriseres som noveller rummer de i langt højere grad tekster, der falder uden for enhver traditionel genrebetegnelse; tekstformer Seeberg selv har døbt "lister". Derfor støder man på tekster udformet som nekrologer, udkald på en banegård, madopskrifter eller faxudskrifter, hvor ikke en gang en fortællestemme gør sig gældende. I pointeret form bliver det her tydeligt, hvordan en ændret sproglig gestus altid afføder et nyt billede af et helt univers. Hver enkelt lille tekststykke danner sin egen tid og sit eget rum.

Realismen er her ført ud i sin yderste konsekvens, der overraskende resulterer i et formsprog, der på mange punkter sætter sig ud over selv den mest avancerede modernisme.

(1998)