J.P. Jacobsen opnåede i sin levetid (1847-85) at få udgivet tre bøger: romanerne Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880), samt Mogens og andre Noveller (1882). Det ekslusive forfatterskabs andre tekster, herunder arabeskerne og den øvrige lyriske digtning, blev udgivet efter hans død. Den melankolske antihelt Niels Lyhne og den egenrådige Marie Grubbe er kun tilsyneladende historiske romaner, der sætter problemer under debat. De er ikke naturalistiske programromaner, snarere avancerede studier i misforhold mellem længsel og skæbne funderet på lige dele moderne psykologi, naturvidenskab og ontologi. Begær, død, vanvid og naturens ubønhørlige lovmæssigheder er gennemgående temaer. I romanerne og novellerne portrætteres hovedpersonerne skitseagtigt og i brudte sekvenser. Samtlige Jacobsens tekster bryder stilistisk og tematisk med gængse genrekonventioner. De er alle skrevet i en kompleks stil, der veksler mellem udsøgte, detaljerede og rigt varierede beskrivelser, ofte med impressionistisk virkning, og korte nøgterne passager ofte af resumerende art. Dertil kommer indbrud af fortællerkommentarer. Kompositionerne er springende og øjensynlig brudte. Teksterne fremstår som komponeret af sætstykker snarere end som organiske helheder. Der er ikke ængsteligt trukket et rødt ankertov gennem alle en figurs stadier og faser, som Jacobsen selv bemærker i et brev. Det er dette der betinger deres stærkt genreeksperimenterende karakter. Stilen og måderne at komponere på er en vigtig del af Jacobsens moderne poetik. Den viser frem mod modernismen ved bl.a. at lade sproget være et selvberoende kunstnerisk materiale, samt ved at være funderet på et tab af en sikkert funderet verdensopfattelse. Den relative verdensopfattelse, der præger Jacobsens tekster, trækker på eksistentielle konsekvenser af naturvidenskabelige indsigter, der overskrider samtidens deterministiske darwinisme i intuitive (morfologiske) foregribelser af naturvidenskabelige erkendelser, som hans samtid gik svanger med (fx. århundredskiftets kvanteteori og den senere neodarwinismes vægtning af diskontinuitet og monstrøsitet). Indsigter, der giver sig udslag i de nævnte temaer, vekslende stillejer, komplekse (diskontinuerte) kompositionsprincipper og nihilistiske persontegninger.
