Jørn Riel

De væsentligste af Jørn Riels fortællinger åbner det arktiske rum og dets ruter. Det sker gennem myriader af underholdende historier af varierende længde og karakter. For Riel handler det om at klargøre sig sine forudsætninger som forfatter og finde sit sprog. Men det handler også om underholdning og erkendelse, som for Jørn Riel er uløseligt knyttet sammen. En god historie for Jørn Riel er kun underholdende, hvis den også er meningsfuld og rummer en sandhed om menneskenes indbyrdes forhold og forholdet til den natur, der er større end mennesket og skaber dets væsen, eros og sprog. Prosabøger for børn og voksne som trilogien Mine fædres hus (1970-71), Pigen, som søgte havets mor (1972), den selvbiografiske trilogi Du bor i dit navn (1976-78) og den gribende lille roman Før morgendagen (1975) – måske Riels smukkeste bog - samt de ti bind såkaldte "skrøner" (1974-96), og endelig den store trilogi Sangen for livet (1983-85), skaber tilsammen Jørn Riels arktiske univers. Et sted, hvorfra han udtaler sig med overbevisning, litterært og humanistisk.

Trilogien Sangen for livet har i dette forløb definitiv karakter. Den former sig som en eskimoisk skabelsesberetning fra de tidligste tider til i dag. Bevægelsen i denne eskimoiske slægtssaga går cirkumpolart og geografisk fra Alaska over Nordvestterritoriet til det, der så smukt kaldes for "Forventningsstedet": selve Grønland, som berejses og bebos fra kyst til kyst. Men i en anden forstand bevæger romanen sig igennem sit mylder af historier mod en stadig højere grad af menneskelighed og selvgyldig eskimoisk identitet, hvor båndene i slægtsfølgen knyttes over 1000 års historie og skæbnefællesskab med varsler, besværgelser og sjæleflugt som det åndelige resonansrum, der hvælver sig over historiernes i enhver henseende bevægelige og bevægende handlinger.

Selv om Jørn Riel her i Sangen for livet som andetsteds under den arktiske himmels halvårlige blanding af hvidnende sommersol og knugende vintermørke har formalia i orden, kender det eskimoiske sprogs sagalignende knaphed og underfundige lune en fortællingernes sandhed, deres helt egen suveræne. Jørn Riels univers er i den forstand en drøm, en utopi om det, han selv et sted har kaldt et "kommunistisk" samfund. Et kollektiv af mennesker, der lever uden nationale grænser og ejendomsret og som generøst deler ud af sine glæder - også erotisk, hvad Jørn Riel absolut aldrig har gjort noget for at skjule! Men også et samfund af individer som igennem deres ritualer har skabt en uhyre raffineret livsrytme, hvor ansvarligheden er bygget ind i kampen for overlevelse, og hvor et menneske ikke regnes efter sin materielle magt eller fysiske styrke, men "efter sit væsen og sine gerninger", som der står hos Jørn Riel.

Men Jørn Riels utopi er ikke fad eksotika fra det, der i et europæisk perspektiv defineres som et udkantsområde. Der er en gru og hensynsløshed på færde i fortællingerne som med lyrisk, smerteviet skønhed spejles i den natur, som ytrer sig nådesløst. Og her rammer Jørn Riel lige ned i tilværelsens universelle centrum. Hos Jørn Riel gælder det eksistensen i sin essentielle form. Liv eller død med kærligheden som brohoved. Aldrig hovmod, angst eller svig. Når naturen stiller så fundamentale krav om overlevelse, og er så meget større end mennesket selv, kender enhver sin begrænsning og møder livet uden betingelser eller frygt for livets ophør. Jørn Riels mangeårige litterære rejse mod det arktiske hjerte, er en rejse mod ydmyghed og indsigt.

Nu skulle man tro, at Jørn Riels afsøgninger var forbeholdt den eskimoiske befolkning, innuit. Og Jørn Riel er da heller aldrig i tvivl om, hvem der i enhver henseende besidder retten til arktis og naturligt hører hjemme dér med deres livsform. Men som hans talrige skrøner viser kan andre mennesker også tilpasse deres livsform til "Menneskenes land", og finde vej til sig selv og hinanden i snelyset mellem bræer, fjelde og fjorde. Skrønernes fribyttere har skrællet civilisationens værste lag af sig og lever, som forfatteren bag dem, frivolt og fuldkommen fordomsfrit. Uden for tiden, men tæt på sandheden om det menneskelige.

(1999)