Naja Marie Aidt skriver om mennesker. Om hvad der sker mennesker imellem, og hvad der sker i det enkelte menneske i situationer, hvor det er under forandring, eller når det er sat under pres. Det gør hun med en lyrikers fornemmelse for sprog. Som få kan hun fortælle de store historier om menneskelige konflikter og følelser i form af små, undertiden lettere surreelle tekster. Dertil har hun en solidarisk evne til at ville forstå og skildre det menneskelige, ikke mindst når det rækker ud over det, vi så forfejlet omtaler som normalen.

Aidt (f. 1963) debuterede med digtsamlingen Så længe jeg er ung (1991), der sammen med de to efterfølgende digtsamlinger Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994) blev udgivet som en trilogi. Naja Marie Aidt skriver hudløst sårbart, men også med en rå styrke og en lysende klarhed om forandringen. Forandringen fra ung pige til kvinde og især forandringen fra at være et frit svævende kvindeligt individ til at blive mor, bastet og bundet til tid og sted. Disse skift i livssfærer beskriver Aidt præcist i hele deres komplekse blanding af glæde, sorg, overvældende træthed, frustration og en uformuleret, dump sorg. Der er både lykken over kærligheden, dens givne tryghed og frugten af den, men også afmagten og vreden over ikke mere at have rum for sig selv, mentalt som fysisk. Også parforholdet har trange vilkår, når det hele ligesom er faldet på plads, for hvordan etablerer man en udviklende voksenverden? Smerten over at man mister hinanden af syne, at man ikke kan forene trygheden og det vilde sus af liv, er konstant nærværende, og i Det tredje landskab mærker man afskeden og den stigende frustration i sorgfulde digte. For ”afsked er,/ som køkkenet,/en form for virkelighed”.

I 1993 udkom novellesamlingen Vandmærket. Det er noveller, som skildrer mennesker, der på forskellig vis er langt ude, som gør vanvittige ting med deres liv, eller som er fanget ind af deres egne snævrende tanker. Det er på én og samme tid uhyggeligt konkret realisme og absurd surrealisme. Virkeligheden er, hvad man selv gør den til, og som læser mærker man angsten for selv umærkeligt, som novellernes personer, at glide ud over kanten og først for sent blive fundet. Aidt skriver nok om mennesker, som er på kant i deres eget liv, som maser sig selv eller hinanden ind i sære kringelkroge, men hun gør det altid med en kærlighed til sine personer. Hun udstiller dem aldrig, tager ikke parti, men viser nøgternt, hvordan dén virkelighed er.

Naja Marie Aidts anden novellesamling Tilgang udkom i 1995 og er på samme vis portrætter af menneskeskæbner. Mennesker man kunne have mødt i et S-tog, og hvis liv Aidt folder ud for læserne. Samlingen sluttes af med den erotisk snurrende, vanvittige fortælling ”Ubrydeligt”, om et tvillingeforhold hvor spejlingen og kærligheden er så stærk, at den ender med at æde begge op. Omgivelserne reagerer enten med afstand eller med totalt fortrængning. Novellen, der i 1996 blev omskrevet til Aidts første radiodrama med samme navn, peger på mange måder lige lukt ind i den kerne, som er hendes særlige vandmærke. Der hvor kærligheden er så stærk, at den slår over i det destruktive. Hvor spejlingen ender i klaustrofobisk ufrihed. Man sidder fast i sit eget billede, her metaforisk udtrykt i tvillingerne, men det er samtidig et forfærdende billede på det, der kan ske i ethvert parforhold. At man kun ser sig selv i spejlet, når man ser den anden og omvendt.

I digtsamlingen Huset overfor (1996) sker der et skifte i Aidts poetiske virke. Det er, som om hun lukker op for en sproglig galskab, der hele tiden har ligget latent. Nu slippes den løs i en sikker lyrisk form, der er stramt spændt op. Hvor Det tredje landskab var dyster og næsten grafisk i sit sprog, er Huset overfor anderledes uregerlig, med bumlende ord, viltre drejninger og farveklatter i sproget. Blomsterpigen snor sig nok koket i frakkens for, men hun råber også med grov kæft, og pludselig ser vi nogen komme flyvende iført orange kåber med små propeller over byen. Der er hverdagen, de hverdagslige ord, det klumpede uregerlige, men også et surreelt lys, en vilter vilje, og en abrupt rytmik, der løfter teksterne. Huset overfor peger frem mod billedfortællingen Balladen om Bianca (2002, lavet i samarbejde med fotografen Kim Lykke), hvor der på samme vis danses vildt og skingert i byens gader. I Balladen om Bianca danner billeder fra aviser og arkiver sammen med Aidts ord deres egne uregerlige sammenhænge med fortællinger fra en lille gruppe mennesker i en københavnsk gade.

Men før den kom digtsamlingen Rejse for en fremmed (1999) som delvist er bygget op over en fortælling om den gale Johanna, der i 1504 udråbes til dronning af Castilien, men allerede to år efter erklæres for mentalt forstyrret og sættes fra magten. Hun ender som sindssyg spærret inde i et kloster, hvor hun bor indtil sin død. Digteren følger i Johannas fodspor, og som Aidt lakonisk noterer, findes der ingen beviser for at hun rent faktisk var sindssyg. Digtsamlingens rum er skiftevis byens tætbefolkede og naturens store åbne landskab. Genkommende i digtsamlingen er religiøse termer, der spidsformulerer de indre rejsers ekstremer situeret skiftevis i byens tætbefolkede og naturens store, åbne landskab. Rejse for en fremmed er en lille digtsamling i format, men samtidig Aidts tætteste, hvor nerverne ligger helt ude i sprogets overflade.

I 2006 vendte Aidt atter tilbage til prosaen med novellesamlingen Bavian, som hun blev tildelt Kritikerprisen for. Med sine korte fortællinger og sin menneskelige optik ligger Bavian i naturlig forlængelse af de to tidligere novellesamlinger, blot mærker man at Aidt, også qua sit arbejde med dramatikken, har fået endnu bedre greb om dialogerne. Aidt er stadig solidarisk med sine personer, der bliver aldrig forklaret eller undskyldt, blot vist med en præcist behersket sproglig økonomi at civilisationen er en tynd fernis over et dybest set uhyggeligt, menneskeligt armod. Det kunne lyde som om kærligheden var dømt ude, men det er ikke tilfældet. Blot indfinder den sig ikke i den hurtige selvoptagede jagt, men derimod som lysende øjeblikke. For Bavian blev Aidt endvidere i 2007 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Ud over lyrik og prosa har Aidt en pæn dramatisk produktion; hun har skrevet radiospil, en libretto og flere skuespil. Derudover har hun skrevet manuskript til spillefilmen Strings (2005). Også børnebøger samt digte til billedkunst har hun skrevet, senest En drøm om mørke og fugle, 18 digte til Cathrine Raben Davidsens katalog Voice of the Shuttle, 2007.