Tove Ditlevsens liv og værk var en særdeles offentlig historie. Lige fra debuten i 1939, til hendes fire ægteskaber og selvmordet i 1976 forstod hun at bruge medierne - og de hende. Gang på gang viste digteren sit hærgede og forgræmmede ansigt frem i nærbilleder, og skjulte aldrig for verden, hvor mareredet hendes liv var, og hvad hun havde gjort for at holde angsten og tungsindet fra livet. Tove Ditlevsen så den personlige blottelse som en uundgåelig del af kunstnerrollen og gik så yderligt som til at understrege, at ekshibitionisme simpelthen er digtningens inderste motiv: "At skrive er at udlevere sig. Ellers er det ikke kunst. Man kan camouflere, men det er altid sig selv, man skriver om."
Ditlevsens digteriske udgangspunkt var det fattige barn i storbyens grå arbejderkvarterer. Ingen senere erfaringer kan nogensinde udslette barndommens erfaringer, har Tove Ditlevsen engang sagt og skrevet.
Man mærker i digtene i den første digtsamling, at Tove Ditlevsen meget tidligt i sit liv har haft en stærk fornemmelse af at være sat udenfor virkeligheden. Digtene afspejler pigens og den unge kvindes usikkerhed og følelse af fremmedhed - for sine forældre, sit miljø, ja for hele verden.
Ditlevsen selv lærte at affinde sig med dette misforhold ved at skabe sig et imaginært forhæng - et slør af ord og drømme - hun kunne trække for og forsvinde ind bag, når virkeligheden blev for påtrængende. Det var et arrangement, der forblev intakt gennem hele Ditlevsens voksne liv. Barndommens angst for virkeligheden og tilbagetrækningen til det indre eksil blev siddende i hende.
Den digteriske udvikling i Tove Ditlevsens forfatterskab følger så at sige den menneskelige afvikling. Fra debuten i 1939, videre hen over syv digtsamlinger, endnu flere romaner, avis- og brevkasseskriverier, og frem til hendes efterladte digte, der udkom to år efter selvmordet i 1976, er kurven ganske tydelig: Det går ubønhørligt og taktfast fra pigesind og kvindeliv til moderskab, ægteskab, skilsmisse, ensomhed, angst, kaos, hærværk og pludselig død.
Dette er den gigantiske splittelse i Tove Ditlevsens liv og værk: På den ene side længslen efter den blide trygge borgerlighed, på den anden side den snigende frygt for vanens og dagligdagens tomhed. Derfor fandt hendes digtning helt sit eget bittersøde udtryk, der uden de store armfagter blandede tradition og modernisme, realisme og fantasi.
Digtene og romanerne fra Ditlevsens sidste leveår fortælles med en skizofren kvindes flere lag af stemmer. Som en af hendes jeg-personer siger: "Min opløste bevidsthed driver afsted på ordenes bølge". Skiftevis ser denne kvindelige hovedperson sig selv både indefra og udefra. Snart er hun fuld af løgn, snart pålidelig. Og hele tiden eventyrlig, lokkende og profetisk som en spåkvinde.
Denne modernistiske side af Ditlevsens digtning er en suggererende og til tider kafkask vandring ind i en skyggernes verden, hvor grænsen mellem normalitet og galskab er ophævet. Det er mageløst godt gjort, og så frygtindgydende konsekvent, at man tænker på en udtalelse af Tove Ditlevsen fra begyndelsen af 1960´erne, hvor hun i et ugeblad antydede, at den psykotiske patient ikke er et menneske, der har mistet sin forstand, men et menneske som har mistet alt undtagen sin forstand - og derfor har en trolddomsagtig indsigt i sig selv. Som Ditlevsen sagde: "Jeg tillader mig galskaben - og jeg accepterer den hos mig selv. Når man er midt i en indre eller ydre krise-tilstand kan man ikke skabe noget. Man sætter sig ikke ned og skriver, når det hele ramler om ørene på een. Men bagefter forbrænder man oplevelserne". Langt de fleste af Tove Ditlevsens digte fra 1939-1976 var personlige forbrændinger, hvor hun efter tvungne og frivillige ophold blandt de gale vendte hjem og satte spørgsmålstegn ved normaliteten. Hun skrev på lidelsen og erkendte, at for hende var der ikke stof i idyllen. Få i dansk litteratur har gjort hende den kunst efter.
