Jens Christian Grøndahl
Af Anne Mette Lundtofte, 2005
Kærlighed er det bærende tema i Grøndahls forfatterskab, og ingen har i nyere dansk litteratur studeret den så grundigt, beskrevet den så detaljeret og givet den så tidssvarende et udtryk som han. Samtidig er Grøndahl en af Danmarks mest populære prosaister, der har vundet store priser i indland og mange læsere i udland, hvor Grøndahls bøger udkommer på tyve forskellige sprog.
I 2002 blev Grøndahls gennembrudsroman fra 1996, Tavshed i oktober, nomineret til den internationale litteraturpris IMPAC Dublin, men det er især efterfølgeren, Lucca, der har gjort ham til et navn i verdenslitteraturen. Begge bøger er studier af kærligheden og det moderne parforhold, som i Grøndahls litterære univers er mærket af tab og desillusion. Det er historier om uperfekte elskende, deres tilfældige møder og skæbnesvangre valg, beskrevet af fortællere, der er på vej videre eller helt væk.
At kærligheden alligevel fremstår som en transcenderende kraft i bøgerne skyldes Grøndahls elegante stil, der med raffinerede kompositioner og stemningsmættede portrætter taler til både hjerne og hjerte.
I de senere romaner – Virginia, Et andet lys og Piazza Bucarest – er kærlighedseventyret indsat i en større historisk ramme, der giver politisk resonans til hovedpersonernes eksistentielle eksil. Den politiske glidning i forfatterskabet er en naturlig konsekvens af Grøndahls virke som offentlig intellektuel – en position han selv reflekterer over i de samfundskritiske essaysamlinger fra 1995 og ’98, Ved flodens munding og Night Mail. I samme periode var forfatteren næstformand for dansk PEN.
Siden debuten i 1985 har Grøndahl desuden været tidsskriftredaktør, skrevet kunstkritik og skuespil, samt en række formeksperimenterende romaner. Men det er rendyrkelsen af kærlighedsdramaet, der har vundet ham internationalt ry og læsere verden over. Det er her, at Grøndahl har sat sit mærke på det litterære verdenskort.
Fotografiet er gengivet med tilladelse fra fotografen. Fotografiet stilles alene til rådighed for visning. Det er ikke tilladt at tage kopier hverken på papir, elektronisk eller i digital form. Yderligere rettigheder til fotografiet kan aftales ved henvendelse til Thomas Grøndahl www.thomasgroendahl.dk
|
|