Kirsten Hammann

Der er frem for alt to ting, som kendetegner Kirsten Hammanns (f. 1965) temperament og stil: Hun har en udsøgt grotesk sort humor, samt en forkærlighed for at bruge dagbogen som litterær form. Og når det lykkes for hende at koble de to ting, udstiller hun følelser vi normalt opfatter som private og intime, men som i virkeligheden i høj grad er det, vi alle har til fælles: angsten for at være den man er og for hvordan andre ser en.

I gennembrudsromanen Vera Winkelvir (1993) lader Hammann enhver tanke, ethvert indfald, få fuldkommen frit løb gennem sit alter ego: ”Mit navn er vera winkelvir. Der er nogen der har opfundet mig. Jeg ligger nede i en stor rød gummitaske og siger mange gange undskyld. Måske De vil være så venlig at lukke mig ud og give mig venner og andre sociale sammenhænge?”. Vera taler og taler, som en neurotisk black box, i et forsøg på at trænge igennem den eksistentielle følelse af at være opfundet som kvinde, romanfigur, menneske. Men ligesom sin forfatter river hun mere ned, end hun bygger op – vera destruerer sig på plads i verden ved at ødelægge sprog, fortælling og liv.

Allerede i debutdigtene Mellem tænderne (1992) skar Hammann eksistensen ind til benet, ved at beskrive det dyriske menneske, som ”civiliserer sig om morgenen” foran spejlet, men i løbet dagen opfører sig mere og mere bestialsk. Det gale, overstyrede vera-sprog skulle vise sig at komme til at styre Kirsten Hammanns stemme i en sådan grad, at hun efter syv år med veras konstante kværnen i baghovedet gør op med sin kultfigur i Bruger De ord i kaffen? (2001), som både er roman og poetik.

Efter at have lagt vanvittige vera endeligt bag sig, introducerer Hammann i Fra smørhullet (2004) Mette, som er katastrofalt normal. Hvor vera havde mere end svært ved at tage vare på sig selv, ønsker Mette inderligt at handle i forhold til den afskyelige og absurde verden, som hun oplever, først og fremmest foran tv-skærmen. Men Mette falder hen i fuldkommen apati og overdøver ethvert faresignal fra kroppen med sukker. Fra smørhullet er et forsøg på praktisere en form for ophidselse eller vivisektion i den visionsløse tid, vi lever i. Men igen: Kirsten Hammann er alt andet end opbyggelig – som forfatter er hun snarere en festødelægger. Og som sådan meget velkommen.