Søren Ulrik Thomsen

Søren Ulrik Thomsen er en digter, der prioriterer værket højre end alt andet. Det vil både sige digtsamlingen, det enkelte digt og det enkelte vers i det. Et digt er for Thomsen ikke godt nok før det undersøger og sætter et specifikt stof på spil. Det gælder også for den enkelte digtsamling, der har til opgave at etablere den stærkest mulige spænding mellem form og stof. Forudsætningen for at det kan ske, er at der hele tiden er sat en markant grænse for det, der siges og måden det siges på. Derfor er døden en altid nærværende realitet i Søren Ulrik Thomsens digte. Med en udviklet sans for det poetiske sprogs musikalitet såvel som betydningsbærende kvaliteter har Thomsen med 6 digtsamlinger, en poetik (Mit lys brænder) og et dobbeltessay med skabelsesteoretiske eftertanker (En dans på gloser) opnået en særstatus i dansk lyrik. Det skyldes ikke alene den lyriske stringens, rytmen og de intense billeder, som præger alle Thomsens digte, men i lige så høj grad måden, han har formået at opretholde en skelnen mellem at være digter og en opvakt ræsonnør, der offentligt gennem artikler og essays tænker alt igennem, der måtte anfægte eller påvirke ham. Det har også medvirket til at give Søren Ulrik Thomsen den status han har som en toneangivende digter og eftertænksom stemme i tiden.

Til at begynde med satte han i debutdigtsamlingen City Slang (1981) fokus på forholdet mellem kroppen og storbyen, hvor byen fremstod som lige så afvisende som fascinerende for digtenes jeg. Der blev fremmedheds- og fraværsoplevelser gjort nærværende gennem en stram form, hvor det poetiske sprog selv fremstod som en måde at være til på. Fra at indfange byen, kroppen og døden i stærkt sanselige billeder, skiftede Thomsen optik i den følgende samling Ukendt under den samme måne (1982), hvor mystiske, seksuelle og ekstatiske oplevelser blev sat i centrum med linjer som ”kussens og røvhullets omvendte søer” og

”går i blod og slår styrtsøer an
går i styrt og slår fra og slår til
g år i nat
går i et”

Der handlede det for digtenes jeg om at gå i et med og op i tilstande og om minimalistisk at udforske sproget som materiale. Arbejdet med poetikken Mit lys brænder – omrids af en ny poetik (1985) gjorde det muligt for Søren Ulrik Thomsen både at samle og søge videre og væk fra de erfaringer, han indhøstede med de to første samlinger. I Nye digte (1987), den tredje digtsamling, blev der på overraskende vis søgt ud mod naturen, samtidig med at der blev stræbt efter at skabe en balance mellem lykke og ulykke, ligesom der blev skabt en udveksling mellem den europæiske lyriske tradition og samtiden i et sammensat lyrisk sprog. Æstetisk blev der kredset om havet, haven, netværket og det ufremstillelige. I den fjerde samling, Hjemfalden, fra 1991 blev blikket rettet mod eksistensen, erindringen og de menneskelige grundvilkår, forgængelighed især. Det vil sige, en eksistentiel problematik, der åbnede op for metafysiske og religiøse aspekter og en skønhedssøgen, som Thomsen også redegjorde for i En dans på gloser. Sidstnævnte er en essayistisk sammensat redegørelse for, hvordan Hjemfalden blev til samt de metafysiske vilkår, der gjorde sig gældende. F. eks. beskriver Thomsen, hvorledes han kunne se bogen for sig og vidste, hvor mange digte, der skulle være i den, før han overhovedet var gået i gang med at skrive digtene. Den tidligere berørte eksistenstematik blev ført ud i den yderste arabeskkonsekvens i Det skabtes vaklen (1996), den femte samling, hvor digtene undersøger, på hvilke måder destruktion og skabelse virker ind på hinanden – i tilværelsen og i den digteriske skabelse. Søren Ulrik Thomsen er mellemrummets digter, der med kirurgisk præcision holder tilværelsens niveauer og almenmenneskelige sider ude fra hinanden, hvilket med al tydelighed fremgår af hans digtsamling Det værste og det bedste. Den kan både læses som 21 selvstændige digte og ét langt digt som et suiteforløb, hvor digtene på én gang fremstår mere enkle, almene og åbne end tidligere, stedvist domineret af en vedstået livstaknemmelighed.

(2003)