Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Portræt af en forfatter

Søren Jessen

Af Steffen Larsen

Foto: © Privat foto

Søren Jessen kan det hele. Når han har lavet en lille ny bog i sin populære serie om en Dino-unge i en meget Disneyagtig stil, så tegner han umiddelbart derefter en vildt, flyvsk billedbog med hårdtslående kulører. Eller han skriver en roman for voksne, eller en bog som børn kan grine ad. Måske skriver han et dybt alvorligt eventyr om død og ondskab. Indimellem laver han de flotteste bogomslag. Rigtig maler er han også.

Søren Jessen synes selv, at forsiden til romanen “Wolf” meget godt gengiver hans kunstneriske univers. Hér mødes den ekstreme hygge med al krigens gru. Forfatteren og tegneren dyrker mange ting - inden for musik, bøger og tegneserier - men først og fremmest dyrker han Franz Kafka. Derfor passer det egentlig fint, at han fik den prestigefulde “Debutantpris”, da han allerede havde udgivet henved 20 bøger! Endelig skal det nævnes, at Søren Jessen for nylig begyndte at tegne med venstre hånd, fordi han syntes, det var blevet for nemt med den højre. Selv siger han: “Måske hænger det sammen med, at jeg aldrig rigtigt har været tilfreds med det, jeg lavede. Hvis man er tilfreds med det, man laver, så eksperimenterer man ikke. Den værste fjende er tilfredsheden”.

Når røgen fra spredehaglene har lagt sig, er det vel først og fremmest i billedbøgerne, at den produktive kunstners turbulens for alvor bliver forløst. I hvertfald indtil videre. I begyndelsen arbejdede han meget med airbrush i en søgen efter det blanke, perfekte billede. Men fra og med Faldt du? fra 1999 er han gået over til at male med akryl og udforske baggrunde og strukturer. Hvis ikke det var fordi han elsker at anbringe sære gestalter og underlige gerninger i sine billeder, kunne man godt tro, at hans billedmæssige søgen i disse år går efter at fjerne figurerne og lade historien blive fortalt i baggrunde.

En tegner som Søren Jessen tiltrækker gode tekstforfattere. Han har bl.a. lavet vidunderlige, sprællevende billeder til historien om Hvordan man får sin kamel til tandlægen med tekst af Sally Altschuler. Og det er ikke så let! Så har han i mange år samarbejdet med en af Danmarks særeste og mest vidtfavnende børnefortællere - Peter Mouritzen.

Underligt nok startede alvorsmanden Søren Jessen som forfatter af muntre godnatlæsnings historier. Fra og med “Wolf” fra 1998 fandt han sin fortællemæssige platform. Der udvides betragteligt i Stilhedens hav, der på en meget kontant facon lægger sig på linie med det danske magiske eventyr, som det bl.a. skrives af Louis Jensen i disse år.

Romanen om Stilhedens hav er en grum fortælling fra en forstad, hvor Det Onde (Djævlen) bor i en almindelig villa lige ved siden af. Han hedder hr. Hansen - som så mange andre danskere - og han er af den mening, at det er sjovest at lave de små ulykker, for de store - dem klarer vi mennesker fint selv. Der er både poesi og livsfare over historien.

Det er blevet til to romaner for voksne. “Zambesi” fra 2000 skaffede ham den førnævnte “Debutantpris” og den seneste “Erindringer om fremtiden” skaffede ham mange roser fra anmelderne.

I alt hvad Søren Jessen laver, mærker man en indre, hvirvlende energi. Og dæmonernes rasen er efterhånden blevet tæmmet til ord og rendyrket i billeder af stor klarhed og konsekvens. Som årgang 1963 kan Søren Jessen endnu nå at blive til hvadsomhelst. Kedelig bliver han i hvertfald aldrig.

Fotografiet er gengivet med tilladelse fra fotografen. Fotografiet stilles alene til rådighed for visning. Det er ikke tilladt at tage kopier hverken på papir, elektronisk eller i digital form. Yderligere rettigheder til fotografiet kan aftales ved henvendelse til Søren Jessen

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00