Nicolaj Stochholm

Lyrikeren Nicolaj Stochholm (f. 1966) er et digterisk naturtalent, der med det samme høstede anerkendelse for sin ekspressive og visionære billedkraft. I løbet af 10 år og blot fire digtsamlinger har Nicolaj Stochholm markeret sig som en af de toneangivende lyrikere inden for den yngre generation. Energien i hans digte er rastløs med en nærmest hvileløs fremdrift, der har svært ved at slå rod noget sted.

Lige fra debutdigtsamling Biografi, 1991, som imidlertid slet ikke er nogen (selv)biografi, bliver man mødt af et fremmedartet, anonymt og sprængt poetisk univers, hvor elementverdenen og det poetiske sprog undervejs indgår overraskende udvekslinger, der til slut bringer et poetisk jeg til veje. En anden form for udveksling finder sted i Sammenfald, 1992, hvor spejlinger peger ud efter mod et grænseløst rum og ind mod en identitet i forvandling, men som hele tiden trues udefra. Det efterlader tilstande og stemninger af melankolsk fortabelse, hvor jeget søger tilflugt i billederne og sprogets flugt. Digtene er for det meste yderst sanselige, men der er hele tiden et skrivende splittende blik på færde, der deler alt i to og presser modsætninger op over for hinanden – hverdagen og døden, varighed og endelighed, dag og nat, digt og virkelighed.

Det gælder i høj grad også for Nicolaj Stochholms hovedværk indtil videre, Rekonstruktion, 1998, hvor mange af de før så løsrevne planer og splittede stemninger forbindes med en ny anskuelighed til følge. Det fremgår f.eks. her, hvor der både er tale om henvendelse udefter og en profeti til den skrivende selv: ”… Alene kan du spejle dig i nattens mønstre og søge ud blandt tingene/ finde tingenes forvandling mellem dine stemmebånd, sådan begynder/ du at orientere dig i mørket og dit indre kan somme tider flyve med/ hver sin vinge af hud”. Forbindelserne skabes især gennem Stochholms bevidste spil på traditionen, hvor stemmer fra Dante over Den Babyloniske skabelsesberetning, Odysseus’ rejse til adskillige moderne digtere melder sig i baggrunden af digtenes rum. Selvom andre indvirker og fremstår som stemmer, der taler ind i digtene, er Stochholm en stringent poet.

Frem for alt er det stringensen og den nervesitrende besathed i udtrykket, der gør Nicolaj Stochholms poesi original. Den er fuld af intense og rå billeder med visionær rækkevidde, besættende rytmer med stor indholdsmæssig tyngde og en insisterende nerve og opvakthed, der gør op med ethvert snæversynet livsperspektiv. Nicolaj Stochholm søger den ultimative frihed. Stochholm mener tydeligvis, at digteren har en særlig rolle: ”digteren er det gennemsigtige centrum for andre med regnbuer under kraniet og en begærlig længsel efter ord. Digtet er tavshedens fundament og det usynliges palads hvor det sprængte hele et øjeblik falder til ro”.

(2003)