Som stort set alle andre børnebogsforfattere var barndommen
af stor betydning for Jens Sigsgaards (1910-91) forfatterskab. Han var opvokset
på en gård i det nordvestlige Jylland i et hjem præget af Grundtvig-Koldske
ideer og arbejdsfælleskabet på gården. Opdragelsen var efter hans eget udsagn
"præget af det vi i dag kalder ’selvforvaltning’".
Han blev læreruddannet, cand.psyk., og var i nærved 35 år
rektor for Frøbelseminariet i København, der uddannede småbørnspædagoger. Han
fremstår som en af sin generations væsentligste reformpædagoger, der var med
til at sætte dagsordenen for den pædagogiske debat og de pædagogiske
landvindinger i adskillige årtier fra slutningen af 1930erne. Radikal i sine
synspunkter – rund og pragmatisk i sine formuleringer.
Jens Sigsgaard betegnede sig selv som en ”lykkens
pamfilius”, og sandt er det, at det kun er de færreste forfattere forundt at få
verdenssucces med en debutbog – endda en billedbog. Bogen var Palle Alene i
verden (1942) med illustrationer af Arne Ungermann, en af de største danske
illustratorer i det 20. århundrede og indtil sin død i 1981 Sigsgaards
illustrator par excellence i et smukt samarbejde.
I forbindelse med sit psykologistudium interesserede
Sigsgaard sig for den modstand, som børn nødvendigvis må reagere med i
opdragelsesprocessen, der på få år skal ændre deres biologiske reaktioner og
afrette dem, så de bliver tilpasset en "civiliseret" tilværelse. En
undersøgelse af mere end tusinde 5-8 årige børn, der blev spurgt om hvad de
ville gøre hvis de blev usynlige, bragte med forfatterens ord ”artige sager”
for dagen. De udgør inspirationen bag Palle alene i verden. Her møder vi
en dreng, et mandligt sidestykke til den næsten samtidige svenske Pippi
Langstrømpe, der i drømme oplever, at han kan gøre alt hvad han har lyst til.
Han opdager imidlertid snart, at det er for kedeligt at være alene i verden.
Morale: vi har brug for hinanden i et socialt fælleskab. Ingen kan være sig
selv nok.
Kritikken modtog bogen særdeles positivt, og den findes i
dag på 35 sprog udgivet i endnu flere lande. Det er en bog, som så at sige er
fulgt med tiden, idet den ene revision har fulgt den anden. I den oprindelige
udgave sad Palle på sidste billede i sin seng og græd. Efter en debat om
positive og negative slutninger i bøger for mindre børn blive billedet i 1954
erstattet af et nyt, hvor Palle leger på en legeplads med andre børn.
Næste ændring fandt sted som følge af samfundsudviklingen. Bogen blev på ny
tegnet igennem af Arne Ungermann, der moderniserede hele billedgaleriet,
eksempelvis erstattede han sporvogne med busser. 10 år holdt denne modernisering. I
1984 vendte Palle tilbage til sin oprindelige skikkelse, i hvilken han i 1992
kunne fejre 50 års fødselsdag – stadig ung og spændstig.
Jens sigsgaards store interesse for børnefolklore
inspirerede ham til to bøger, der er blevet klassikere i Danmark: Okker
Gokker Gummiklokker (1943) og Abel Spendabel (1945) . Udgangspunktet
for disse bøger er to tusinde rim indsamlet blandt københavnske skolebørn.
Flere indlæg i den samtidige debat karakteriserede denne form for lyrik som
vrøvl. Siden er "vrøvlevers" blevet en positiv betegnelse for en genre.
Udover billedbøger med udgangspunkt i børnenes daglige
verden fandt Jens Sigsgaard inspiration i den græske gude- og sagnverden. Han
skrev ligeledes en ny dansk version af Robin Hood (1952), denne gang for
større børn på grundlag af den engelske Robin Hood, Ballads and Songs Related
to that Celebrated Outlaw (1852).
Sigsgaard, der i en periode drev et bogagentur og derved
medvirkede til at udbrede vigtige forfatterskaber fra begyndelsen f.eks. Astrid
Lindgren, oversatte så tidligt som i 1940erne et antal af Elsa Beskows
billedbøger til dansk. Han var internationalt orienteret, således var han
medstifter af organisationernen O.M.E.P. og I.P.A., som han blev æresmedlem af.
I sit virke som både forfatter, psykolog og rektor helligede
Jens Sigsgaard sig primært førskolebarnet, som på den tid var en forsømt
aldersgruppe – især mediemæssigt. Han blev aldrig en l’art pour l’art forfatter
men gjorde sig tværtimod til talsmand for ”børns behov for at finde ud at det
brogede livs mangfoldighed og mysterier” som han formulerede det.
(2001)
