Bjarne Reuter

Da Bjarne Reuter af en journalist blev spurgt om, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter, svarede han: ”Ulykkelig!” Og forfatter har han så sandelig været i den forstand, at han har skrevet adskillige bøger, som tilmed er blevet læst af børn, unge og voksne. Reuter har siden 1980erne været Danmarks mest læste forfatter.

Det begyndte i 1975 med Kidnapning, den første af de i alt seks Bertram-bøger om en fattig familie og de genvordigheder, de kommer ud for. Allerede her møder vi de typiske reuterske træk: solidariteten med barnet og dem ”på bunden af samfundstønden”, den stærke længsel efter at løsrive sig fra alle bånd og frem for alt den særlige reuterske humor, som bringer læseren til gråd og latter, gerne på samme tid.

Reuter bliver på ”bunden af samfundstønden” i Buster-bøgerne, hvor dansk litteraturs mest levedygtige ”taber” bevæger sig fra den ene groteske situation til den anden, ikke mindst i skolen, hvor stræbsomme forældre og en umulig matematiklærer prøver at tage modet fra ham. Højdepunktet blandt disse erindringsprægede bøger er Månen over Bella Bio (1988), hvor vi følger en drengs opvækst i Brønshøj. I lange passager leves her barndomslivet uden for forældrenes og skolens kontrol. Her får man det første kys, og her taler små drenge snusfornuftigt om ”livet og aftensmaden”.

Man skal ikke tage fejl af Reuter. Han er ikke blot den til tider sentimentale humorist. Han er også den skarpe iagttager af en verden, hvor samfundet ikke tager sig af sine mennesker, og hvor alt for mange mennesker ikke tager sig af samfundet. Hans kritik, som starter som en samfundskritik, ender med at blive en mere eksistentielt orienteret civilisationskritik. Det ses bl.a. i hans trilogi om Bjørn, som også foregår i Brønshøj. Første bind er Zappa fra 1977. Bjørn er den altid tilpasningsduelige ”bag-om-vandrer”, som lever højt på sin uforlignelige situationsfornemmelse, men som også en dag kommer i krise og i det sidste bind Vi der valgte Mælkevejen (1989) må foretage det nødvendige og forpligtende valg. De tre bind er en af nyere dansk litteraturs mest overbevisende dannelsesromaner.

Reuter har spredt sig over alle aldersgrupper, temaer og genrer. Han har gendigtet eventyr, skrevet tekster til billedbøger, realistiske børne- og ungdomsromaner, noveller, skuespil og filmmanuskripter, samt skønlitteratur for voksne. Med i billedet hører også den store fantasy-roman Shamran (1985) om en lille dreng, som ligger for døden, men som i selve dødsøjeblikket for mulighed for at kæmpe kampen om livet mod ondskaben selv i et fantasy-univers med dværge, sorte riddere og et sværd i en sten. Drengen vinder selvfølgelig kampen og livet – en af Reuters smukkeste skildringer.

Som forfatter til romaner for voksne har Reuter koncentreret sig om den genre, som balancerer mellem kriminalromanen og thrilleren, og ofte med et klart samfundskritisk sigte, præget af en vis misantropi. Det gælder således Den cubanske kabale (1988), Langebro med løbende figurer (1995) og Mordet på Leon Culman (1999). Hvad der er afgørende hos Reuter er imidlertid, at denne misantropi altid tøjles af håbet. Reuter er en meget tilgivende forfatter over for sine personer. I splitsekunder møder vi dem, også de mest kyniske, ”de mange mænd bag de store skriveborde”, nedsunket i en indre ro, som lukker op for lyset og drømmene.

Men størst af alt er længslen, som kaldes både ”sugende” og ”kaldende”. Der lokkes fra ”en strand langt, langt borte” som ”en hilsen fra fjerne konkylier” For dér findes Reuters ”landet på den anden side”, det land som altid viser sig at være barndomslandet. Intet tab er hos Reuter større end tabet af barndommen, som ikke alene er det enkelte individs barndom, men også den barndom, som børn havde dengang, hvor der blev leget i gårdene og på gaderne, dvs. inden tv-apparaterne indtog deres plads i hjemmene. På den baggund er der ikke noget at sige til, at Peter Pan jævnligt optræder i Reuters Verden.

(2001)