Josefine Ottesen

Josefine Ottesen er uddannet i USA som skuespiller og klovn og har siden 1977 arbejdet inden for børneteater som både skuespiller, instruktør og dramatiker. Hun debuterede som forfatter i 1983 med den illustrerede fortælling Prinsesse Morgenrøde og Lindormen.

Hovedværkerne i Josefine Ottesens forfatterskab er uden tvivl de store fortællinger Eventyret om Fjeren og Rosen (1986), Dragens kys (1993, 1999) og Regnbuestenen (1999). For sin banebrydende eventyrlige fortælling Eventyret om Fjeren og Rosen fik Josefine Ottesen i 1986 Kulturministeriets børnebogspris. En fortælling, i hvilken Josefine Ottesen slår det tema an, som hun på forskellig vis forfølger i de efterfølgende bøger: en splittelse og mistro, der får nogle folk til at fremstå som gode og andre som onde. Først gennem en fælles forståelse kan det virkeligt onde overvindes: øgler, drager og tørke.

I Regnbuestenen føres læseren, som i andre fantastiske fortællinger, ind i et univers, der ikke kan tids- eller stedsbestemmes. Et samfund, der hurtigt viser sig at være i en dyb ubalance. Vores heltinde er Leela, en pige på 13-14 år. Da vi præsenteres for hende, sidder hun i Hellig-området, hvor hun er elev af Tinka. Hun har til opgave at afskrive det, der på overfladen bærer samfundet oppe: Helligsangens vers. Leela er tydeligvis ikke rigtig integreret i samfundet: hun er stum, hun er forældreløs og ingen aner, hvor hun kommer fra. Faktisk har hun kun én eneste ven: Tai, Mestersangerens søn. De andre børn betragter hende med mistro: er hun tosset, fordi hun ikke kan tale – eller har hun i virkeligheden skjulte evner?

Langsomt går det op for Leela og læseren, at hun har særlige evner – og da det også går op for Mestersangeren, må hun flygte. Hun ender på samfundets bund: blandt gadebørn, der opretholder livet ved at stjæle og optræde med musik på markedet. Først da hun føler sig tryg i disse omgivelser, opgiver hun sin isolation og genvinder sit sprog.

Regnbuestenen kan læses som en tankevækkende allegori over et samfund, der er styret af ønsket om vækst og fremgang for enhver pris. Men det er også muligt blot at lade sig indfange af det fantastiske univers og leve med i hovedpersonen Leelas trængsler og sejre.

En helt anden side af sit fortælletalent viser Josefine Ottesen i billedbogen De artigste børn i verden (1999). Illustratoren Julie Kyhl udvider de groteske dimensioner i sit valg af ironisk streg, med kærlig hilsen til 50ernes illustrationer og sin brug af hidsige farver.

Forældrene indtager i denne historie børns traditionelle roller: de larmer, leger og roder! Børnene, derimod, har kun lyst til at være de artigste børn i verden, de er så artige at de beder om at få lov til at blinke med øjnene og synke spyttet. De dækker morgenbord for deres forældre, laver kaffe og sætter mad frem – helt uden at skændes. Da børnene får nok af deres forældre, drager de ud i verden – og finder snart en smuk, rig dame, der gerne vil kunne udstille disse artige børn som sine egne. Men ak, verden kan blive for velordnet, selv for artige børn. Så Petra Frederikke og Bent Hugo vender tilbage – og både børn og forældre har ændret sig ved adskillelsen . Forældrene er blevet næsten normale forældre, de har i hvert fald ryddet op - og børnene tør være ”normale” børn. Voksne og børn indgår i et legende fællesskab. Også her bliver balancen genoprettet!

I sine populære, eventyrlige fortællinger for store og små børn lader Josefine Ottesen antyde, at der er mange måder at anskue tilværelsen på. Hun viser gennem sine hovedpersoner, at man gennem sine egne erfaringer må lære, at verden ikke er så enkel at dele op i godt og ondt, sandhed og falskhed. Den man tror er ens modstander, kan blive en alliancepartner, når balancen i tilværelsen skal genoprettes.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 17, 2000.