Lars-Henrik Olsen

Lars-Henrik Olsen (f. 1946) har skrevet snesevis af bøger. Han har lavet dem i alle formater - også en der er rund. Forfatterskabet har indbragt ham Kulturministeriets store pris i 1980.

Siden 1986 har Lars-Henrik Olsen omfavnet og tæmmet hele den samlede nordiske mytologi. De tre bøger om Erik Menneskesøn er monumenter over såvel skriveglæde som indsigt og mesterlig sans for formidling. Det meste af den øvrige produktion kan diskuteres. Men ikke bøgerne om Erik Menneskesøn. Mange danske forfattere har taget livtag med Tor og Odin. Lars-Henrik Olsen hører nok til de mest respektløse.

Og det vil sige fuld af respekt! Forfatteren er så tordnende tændt på de gamle guder og Valhal og alt det dér. Han omfatter det med så stor glæde og hengivenhed, at han blir én af deres.

I virkeligheden gør Lars-Henrik Olsen alt det, man ikke må. Han henter et tilfældigt barn ind, Erik, og overdoserer ham med de gamle guder. Over tre tykke bind kommer alle sagn og myter på bordet. Personerne er skåret i pap, kærligheden dufter af rexona og en egentlig logik er der ikke rigtig tid til. Vi skal videre. Og videre. Der er tilmed en hensigt med det hele. Og så lander projektet alligevel solidt på alle tre ben, fordi man blir henført og oprevet undervejs, fyldt til randen med gode historier og filosofisk mjød. Det er også ren tegneserie.

Erik Menneskesøn udkom i 1986. En aften står Erik Dreng og ser på tordenvejret. Det kommer nærmere og nærmere. Pludselig er det torden-guden Tor med sine smarte bukke spændt for vognen. Du skal med til Valhal, siger han, og vupti - så er historien i gang. Så hurtigt går det, at forfatteren glemmer at aflevere ham på jorden igen til sidst. Men pyt.

Erik tager glad afsted. Han er et usædvanlig videbegærligt barn. Tor fylder ham med skrøner. Sært nok har hver eneste person, Erik støder ind i, en umættelig lyst til at fortælle en historie. Erik blir til Menneskesøn, han blander blod med Odin og gør ham rangen stridig - men først til allersidst.

Kampen om sværdet har samme fortælleglæde som første bog. Det er en flot konstruktion. Læseren sidder og krymper tæer af spænding. I 1996 udkommer Kvasers blod, der er den befriende og åndeløst spændende afslutning på heltekvadet om Erik Menneskesøn. Den rummer tillige moralen, der er en økologisk dommedagsprofeti med anti-racistiske undertoner.

Erik blir denne gang hapset i Dyrehaven ved København, mens han spiller Sværd og Trolddom. Han blir ført til jætternes land. Lokkemaden er atter en pige. Hun hedder Gunlød. Det store projekt handler om, at give Erik den fulde version. Og det er et perlende indfald, som Lars-Henrik Olsen gennemfører med stor konsekvens. Vi tar lige det hele én gang til, synes han at sige.

Den spændende historie munder ud i det endelige opgør i Valhalla City mellem Erik og Odin. En strid på viden og klarsyn. Vinderen tager det hele. Det er noget af det flotteste, Lars-Henrik Olsen har skrevet (og fundet på), da han lader Erik aflægge eksamen hos ingen ringere end Odin, hans blodsbroder - og med livet som indsats.

Lars-Henrik Olsens ærinde er at argumentere for, at der skal være plads til alle i verden. Både jætter og aser og os små menneskelignende skabninger. Han forfægter det overraskende synspunkt, at jætterne er blevet terroriseret og underkuet af aserne længe nok. At nu må det være tid til gensidig respekt, forsoning og forståelse. Drengen Erik, der jo i sine tidligere bedrifter har set den anden side også, må modvilligt indrømme, at der kan være noget om snakken, og til forfatterens udelte fryd, ser han pludselig, hvorledes aser/jætter forholdet minder en hel del om de fjendebilleder, der trives i vores tid om f.eks. muslimer eller negre. Så med fortiden i hånd bliver nutiden taget op til vurdering, mens dommedag udskydes og freden sænker sig over urtiden og mytologien.

(2001)