Ib Spang Olsen

Ib Spang Olsen er en uomgængelig person i dansk børnelitteratur. Dette har mange årsager, og her skal kun fremhæves tre centrale grunde i hans forfatter- og illustratorskab til hans velfortjente position: For det første hans trofasthed over for billedbogen som genre, dernæst hans konsekvente fastholdelse af fortællingens værdi og betydning, og endelig den respekt for barnet både som modtager af æstetiske indtryk og som menneskeligt væsen, der skinner igennem i alle hans værker.

Ib Spang Olsen begyndte at illustrere børnebøger i slutningen af 40erne. Han var uddannet både som folkeskolelærer og ved Kunstakademiets grafiske skole og havde dermed dels en æstetisk, dels en pædagogisk indgangsvinkel til arbejdet med at formidle historier i tekst og billeder for børn. Disse to former for faglighed skinner tydeligt igennem i Ib Spang Olsens værker: et højt håndværksmæssigt og teknisk niveau forbindes med en udpræget sans for, hvad det kræver at henvende sig til børn. I 50erne, hvor den danske billedbog havde trange kår, udkom de første værker med både tekst og illustrationer af Ib Spang Olsen, bl.a. Det lille lokomotiv (1954) og Mosekonen brygger (1957). Bøger som disse skiller sig ud i forhold til samtidens udgivelser, både ved at teksten ikke, som mange af tidens bøger, realistisk beskriver et barns hverdag, men er fantasifulde, humoristiske fortællinger, og ved at billedsiden ikke består af de for den tid så typiske sort-hvide fotogengivelser, men af kunstnerisk tilrettelagte, håndtegnede illustrationer. Ib Spang Olsen ragede da også op i det børnelitterære miljø i 60erne, hvor han to gange fik Kulturministeriets Børnebogspris. Op gennem 70erne blev han af ideologikritiske børnebogsformidlere anklaget for at være politisk naiv i sine fortællinger, endskønt han aldrig har lagt skjul på sit sociale engagement.

Kritikken ændrede dog ikke grundlæggende noget ved Ib Spang Olsens produktion; tværtimod kunne han, da tendenserne senere gik i andre retninger, fastholde sin produktion ud fra de krav til fortællingen og det æstetiske udtryk, han fra begyndelsen har stillet. Resultatet kan man bl.a. se i nyere udgivelser som Min bold (1983) og Voksenfælden (1990).

Det er karakteristisk for Ib Spang Olsen som forfatter til tekster for børn, at de fleste af hans fortællinger er fiktioner i ordets bedste forstand: fantasifulde fortolkninger af virkeligheden. Der er ikke noget krav om en mimetisk virkelighedsgengivelse: udgangspunktet er ønsket om at fortælle en historie, der kan give børn en god oplevelse. Man ser dette i talrige af Ib Spang Olsens udgivelser bl.a. i Det lille lokomotiv, der fortæller historien om lokomotivet, der ikke vil køre på det tilrettelagte spor, men vil ud at opleve verden, og man ser det i Hvordan vi fik vore naboer (1969), hvor en gennemsnitlig middelklassefamilie forvandles til en flok sørøvere, samt i Voksenfælden, hvor barnets fantasi over, hvad det kan gøre for at få kontakt med de voksne, udmønter sig i konstruktionen af en voksenfælde, der tvinger forældre til at være sammen med deres børn. De, der stædigt mener, at børn ikke har godt af at fantasere, og at det er skadeligt for dem at møde sådanne fiktive og urealistiske ”løsninger” på reelle problemer, vil kritisere Ib Spang Olsens tekster. De glemmer, at han skriver fiktive historier, ikke lærebøger, og at han også, og ikke mindst, skriver for at give børn en god og gerne humoristisk fortælling - samt at Ib Spang Olsen tillægger sine primære læsere, børnene, intelligens, kritisk sans og æstetisk dømmekraft.

Ib Spang Olsens tekster og illustrationer er bevidst og eksplicit lavet med barnet som primær modtager. I illustrationerne er synsvinklen ofte barnets, i teksten er hovedpersonen og den indskrevne læser ligeledes hyppigt et barn. I mange tilfælde henvender fortælleren sig direkte til barnet med et ”Du”, og skaber dermed et intimt fortælleforhold mellem den eksplicitte fortæller og den indskrevne barnelæser. Det hedder fx i Mosekonens Bryg: "Der er ikke mange, som ved hvordan det går til, når mosekonen brygger. Men det kan jeg fortælle dig. En gammel moseand har sagt mig det, og selv om jeg ikke ved, om historien er helt sand, så skal du høre den" (s. 3).

Ib Spang Olsen forsøger at sætte sig ind i barnets verden, at se tingene fra barnets synspunkt og formidle historien, som han forestiller sig, at barnet kunne synes, det var spændende. En sådan fokusering på barnet som læser, på dets ret til sin egen litteratur, er befriende i en tid, hvor det ofte fremhæves som en kvalitet, hvis børnebøger også taler til voksne. Som Ib Spang Olsen selv sagde i sin takketale, da han fik H.C. Andersen-medaljen, som forfatter og illustrator har man en forpligtelse til at arbejde ”på barnets side i en foranderlig verden”. Det må man sige, at Ib Spang Olsen har gjort. Han står stærkt i kraft af sine egne værker, men i et videre perspektiv også i kraft af den indflydelse, han har på den yngre generation af illustratorer og billedbogsmagere, der er vokset op med hans bøger, og som retfærdigvis ser ham som et forbillede og en inspirationskilde.

(2000)

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 17, 2000.