Jan Mogensen begyndte at skrive og tegne for børn i begyndelsen af 1980’erne som et modspil til den faktuelle hverdagsrealisme, der dengang var god tone i børnebogen. Hans produktion tæller over 60 titler, den spænder vidt i emner, og den er slået an og er blevet populær både her og i udlandet.
Det gennemgående træk i hans værker er indlevelse i børns tilgang til verden. En indlevelse der, som hos Astrid Lindgren, er en uadskillelig del af værket, og grunden til at det er blevet til. På billedsiden betyder det, at synsvinklen i billedet ofte er som barnets: lav og tæt på i
forhold til motivet. Sammen med de transparente akvareller og den harmoniske
farveholdning giver det billederne en udstråling af ro og åbenhed, der umiddelbart inviterer betragteren til en indlevelse i fortællingens univers.
Den virkelighed der skildres i hans bøger er ikke hverdagens, men eventyrets mere rummelige, en virkelighed der giver enhver af sine indbyggere sjæl og stemme – hvad enten det
er børn, bamser, dyr, legetøj eller værktøj. Som H.C. Andersen leger Jan Mogensen med synsvinkler og størrelsesforhold. I både tekst og billede zoomer han ind på små personer og små verdener, så både de og den store tilvante virkelighed tilføjes nye dimensioner. Et tydeligt eksempel er Landet hvor alting er stort (1992) hvor pigen Sofie og hendes onkel Ib besøger et land med myrer i menneskestørrelse. Her bliver indlevelsen både fortællingens drivkraft, form og budskab.
Med indlevelsen følger en sans for det der optager børn i forskellige aldre. For de mindste
billedbogslæsere har Jan Mogensen lavet en række pegebøger om centrale emner af
stor fascinationskraft. Bøgerne om Professor Bamse gør det til en leg at
tilegne sig omverdenen igennem ord, tal og begreber. Bøgerne om den lille
abedreng Jojo (2001) fortæller om at skulle til læge, at køre bus og at købe ind. Legesyge Ludo (1999) og Frække Fido (1999) har hhv. en hvalp og en killing som hovedperson, ligeså spændende er det for de mindste, som for dem der er en lillebitte smule større, at høre om Hvordan man bygger sit eget tog (2001) eller Hvordan man bliver
ven med at æsel (2001), der er titlerne på et par af Jan Mogensens pegebøger.
En af Jan Mogensens allerførste bøger, Fuglen i hjertet (1982), udtrykker et vigtigt fokus i forfatterskabet, barnets sjælelige udvikling, beskrevet som en proces der dels er underlagt kræfter i den voksne verden der er udenfor barnets kontrol, dels har sin egen iboende styrke. For de lidt større børn tematiserer han i flere af de senere billedbøger dette
centrale konfliktområde: det at barnet uundgåeligt må moderere visse af sine
følelser og inderste tilbøjeligheder i forhold til den virkelighed, der nu
engang omgiver det. Og han gør det på en gang ubesmykket ærligt, solidarisk med
barnet.
Det sker med håndfast komik i De uartige troldunger (1999) fire Knold og Tot-agtige fortællinger om tre ballademagertroldebrødre hvis ukuelige opfindsomhed i retning af at få verden til at gå efter deres hoveder gang på gang møder modstand fra troldeforældrene. En rørende og underfundig variation over temaet er fortællingen om Lille Gris (1998). Hans trang til renlighed er et stort problem for hans forældre og for hans forhold til kammeraterne, så stort at han bliver nødt til at undertrykke den side af sig
selv og være nøjagtig så svinsk som sin omverden. Men Lille Gris bliver voksen
og grundlægger en by for rene grise. Temaet udfoldes som heltefortælling om en
lille abe i Victor Banan (2000). Han er kræsen og vil kun spise appelsiner. Da appelsinsæsonen slutter, må han tåle hele familiens overtalelsesforsøg for at få ham til at prøve anden kost. Men han holder fast og løser i sidste ende selv problemet – og beriger sit samfund
– ved at drage ud i junglen og opdage bananen.Rita i Raseriskoven (1999) er en psykologisk fortælling
om Rita, der bliver så rasende, da hendes far siger hun skal tage
overtræksbukser på ud at lege, så der pludselig bliver et hul i væggen direkte ind til
Raseriskoven. Her møder hun troldkongen, den eneste der kan blive mere rasende
end hun selv, og det får hende til at acceptere at hun er nødt til at gøre som
hendes far siger – før eller siden.
Selv om det eventyrligt tidløse og psykologisk universelle er de fremherskende udtryk i
Jan Mogensens bøger, så gemmer de af og til på kommentarer til aktuelle emner.
Fx er Sulliman Ahmed Beduins eventyr (2001) en fortælling om
venskab på tværs af grænser og kulturer, men også et lille ætsende hip til dem
der som turister gerne erobrer hele verden, men hjemme i rækkehuset igen lukker
sig selvtilstrækkeligt om sig selv. Et par billedbøger har på hver sin måde kaos som tema. De 46 små mænd (1990) fortæller i smukke, lysende billeder uden ord om det kaos der opstår, da 46 små mænd fra et billede på væggen begiver sig ud i verden til alfernes ø. Her er frit spil for tilfældighedernes underholdende hærgen. I Skruen er løs (1997) går hr. Hammer hver dag glad og tilfreds tur i sin almindelige, ordentlige by med Lille Blå Søm i snor. Men en dag udarter det sig til et kaotisk mareridt, da en løsgående skrue overfalder Lille Blå Søm. Den ene ulykke tager den anden, og hr. Hammer
vender rystet hjem og må opgive at forklare sin nabo, at under byens velordnede ro lurer vanviddet: ”Det vil De aldrig kunne forstå, hvis De ikke selv har oplevet det”.
Vi der har læst og oplevet bogen, forstår det og får måske også en mistanke om, at
den humor der ligger som en tone i hele forfatterskabet, for en stor del hænger
sammen med denne fornemmelse af, at kaos er nær.
(2001)
