Iben Melbye

Iben Melbye (f. 1943) virkede som børnebibliotekar indtil 1975. Herefter free-lance forfatter, debattør og foredragsholder. Hun har skrevet til børneradio og været free-lance producer m.v.. Hendes forfatterskab er båret af et stærkt socialt engagement og et etisk betinget menneskesyn, og i den forstand er hendes arbejder kritisk baseret holdningslitteratur. Hun har gennem hele sit forfatterskab holdt fast ved sit humanistiske udgangspunkt, uden at være optaget af diverse litterære moderetninger. Iben Melbye er i positiv forstand "en langsom digter", der tager sig tid til en meget omfattende og direkte research, før hun slipper værket løs. Dette baggrundsarbejde er specielt tydeligt i romanerne Moonie, en bog om Moonbevægelsens besværgelser (1988) og Ramt, der kredser om de psykologiske følger af et bankrøveri (1997), men kendetegner i øvrigt forfatterskabet bredt.

Ramt er som term et fremherskende motiv i Melbyes bøger, specifikt i romanen af samme navn, men tillige i Moonie, Elskede Anne (1982, voksenroman) og i Fange nr. 198 (1985). Iben Melbye debuterede i 1974 med børnebogen Uro i Lammekøbing, der er første bind i Skorpionklubben-serien (flere forfattere, i alt tre titler fra Melbye). Hun blev tidligt - med nogen ret - rubriceret som børnebogsforfatter, men hendes senere værker, der er de mest markante, henvender sig bredt til såvel unge som voksne. Der er her snarest tale om enhedslitteratur.

Melbyes arbejder, der også omfatter flere noveller, er først og fremmest fiktion. Den bygger ofte på en dokumentarisme, først og fremmest fra fængsels- og arbejdermiljøer, der indgår som bærende element i fiktionen. Hendes figurer er i reglen skrøbelige mennesker, der under en eller anden form er kommet i klemme, enten i samfundsmaskineriet eller i eget net. Melbye er en slags pennefører for eksistenser, der er uden umiddelbar gennemslagskraft: fanger (Elskede Anne / Fange nr. 198/ Ramt), ofre (Ramt), strejkende arbejdere (Det begyndte på havnen, 1985), skraldemænd (Skraldemændene Per, Palle og Olfert / Stine og skraldemændene, begge fra 1979). I yderste konsekvens kan ofret lade sig konfrontere med gerningsmanden for at komme videre (Ramt).

Samlet kan Iben Melbyes litterære arbejder karakteriseres som psykologisk realisme. Stilen er varieret og synlig i forhold til det samlede billede, der bærer temaet. Symptomatisk er det, at ideen underordnes persontegningen. Melbyes fortællinger handler først og fremmest om mennesker. Et centralt stilelement er kombinerede kompositioner og fortællemåder, herunder figurer som parallelkonstruktioner og skiftende synsvinkler. Dette stilistiske greb giver fortællingen rummelighed og bevægelsesfrihed til at udspille sig på forskellige planer og med vekslende sprogtone, især mærkbart i Moonie, den nok mest kendte af Iben Melbyes romaner.

Man kan ikke alene rubricere Iben Melbyes tekster som ren samfundskritik, hvad de også er. Det fulde billede får man først, når man også inddrager poesien, varmen, mildheden og en sjælden form for kontrolleret humor. Der er bud efter følelserne - i et stramt fortællergreb - i Melbyes fortællinger.

(2003)