Egon Mathiesen (1907-1976) var første og fremmest maler. Han
debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1932 med billeder med abstrakte
motiver. Netop i de år oplevede den danske billedbogskunst en markant fornyelse,
der havde sit udspring i kulturradikalismens livssyn. Egon Mathiesens billedbøger er
malerier for børn. Han overførte det abstrakte i sin malerkunst til billedbøger
og fornyede dermed genren. Målet var at forene tekst, farve, rytme og
– humanisme, og bøgerne er frodigt fabulerende både i tekst og billeder. De mest
berømte billedbøger blev til under og lige efter 2. verdenskrig. ”Billedbogen
er en ædel litteratur”, skrev han i et efterladt manuskript Malerkunst og
billedbog, hvor han giver udtryk for sit livssyn, sådan som det afspejles i
hans kunst.
Vi vil flyve (1939) har ligesom mange af 30ernes andre
billedbøger et teknisk vidunder som det centrale. Frem til 1967 udkom en lang
række billedbøger, hvoraf de vigtigste er Frederik med bilen (1944), Aben
Osvald (1947) og Mis med de blå øjne (1949). For den sidste fik han
den danske børnebogspris samtidig med at den gjorde ham kendt internationalt.
Bøgerne er kendetegnet af en naivistisk enkelthed forbundet med en højtudviklet
stilisering, en farvestærk sanseglæde. De udtrykker en stærk enhed i tekst og
billede, begge dele med impulser fra børns egne udtryksformer. Teksterne har baggrund i børns remser, i deres leg med ord og i deres rytmiske brug af
talesprog. De involverer umiddelbart læseren som medskabende.
I Frederik med bilen
understreges fællesskabets betydning. Frederik drager verden rundt for at se om
der virkelig findes sorte børn. Med undren oplever han både sorte, gule, røde
hvide børn fra hele jordkloden som hurtigt bliver hans venner. I Mis med de blå øjne
drager den udstødte kat ud i verden – op ad bakke og ned ad bakke – for at
finde landet med de mange mus, så den kan vinde de andre guløjede kattes
tillid. Aben Osvald handler om oprør mod diktatorisk magtudøvelse og trods sine mere end 50 år på bagen, virker den mere dugfrisk og moderne end nogensinde. Den lille abe lever ved bogens begyndelse i pagt med naturen og i harmoni med sig selv. Han drømmer om
røde æbler, kæmpeæbler så store som balloner. Et paradis af et abesamfund –
indtil den store vredladne abe kommer og bryder idyllen og underlægger sig alle
ved trusler og ballade. Når Osvald vil smile lidt må han gemme sig. Billedet
heraf er raffineret i sin enkelthed. En træstamme med en gren – og en abehale.
Nu har Osvald fået nok. Han siger ”Nej!”, og gennemslagskraften er så stor, at
de andre aber følger med i oprøret. Freden bliver genskabt, men den store vrede
abe får først lov til at være en del af fællesskabet, da han har lovet bod og
bedring. Det er ikke mærkeligt, at denne danske klassiker for børn fik en renæssance i 1990erne, for den er et af svarene på disse års råb om bøger, der rummer moralske og etiske problemstillinger.
Denne artikel er tidligere blevet bragt i Danish Literary Magazine nr. 11, 1997
