Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Portræt af en forfatter

Hanna Lützen

Af Steffen Larsen

Alle børn i Danmark har læst Hanna Lützen! Hun har nemlig oversat Harry Potter bøgerne (samt adskillige andre bøger). Som selvstændig forfatter er hendes egen produktion sparsom, men markant. For nogle år siden udskrev forlaget Gyldendal en stor børnebogs-konkurrence over temaet “ung kærlighed i 90erne”. Resultatet blev transmitteret live i fjernsynet. En af deltagerne var Hanna Lützen, der havde skrevet en historie om en evig yngling og om skibet Demeters sidste rejse i 1894 fra Varna i Bulgarien til den engelske kyst! For at fuldkommengøre ungdommeligheden - og vise dens tidløshed - trækker forfatteren tråde tilbage til osmannerfysten Murad, der blev far til Mehmet 2., ham der erobrede Konstantinopel i 1453. Hans stedbror er en yngling ved navn Drakula. Hanne Lützens manuskript vandt (naturligvis) ikke konkurrencen, men det udkom alligevel i bogform.

Vlad er en virtuost drejet dagbog. I centrum er naturligvis denne Drakula, men mest ser man til pigen Lucia fra nutiden. Hun modtager en pakke fra sin bedstefar med den sørgelige beretning om skibet Demeter. Hanna Lützen har skruet en rigtig god historie sammen af de gamle, velkendte gyser-knogler. Hendes sprogtone er ofte tør og lidt højtidelig. Når hun beretter, så knirker det som gammelt pergament. Hun taler som Sherlock Holmes: “Elementært min kære vampyr!”

Senere har forfatteren skrevet to bøger samt tekst til to billedbøger. Oversætteriet er kommet til at fylde meget. Foruden Potter har hun også oversat Phillip Pullmans store trilogi, ”Det gyldne kompas”, til dansk. Men to år efter Vlad udkom i 1997 både Rødt til en død årstid og Miraklernes bog. Underligt nok udkom Rødt til en død årstid oprindelig som voksenbog. Den består af fem sammenhængende noveller. Fælles for dem er kvinden Gemma Grühle, der i virkeligheden er et forklædt monster fra småsøerne i den omkringliggende skov. Ondskaben placeres på et kort, så alle kan tjekke det efter. Her beskrives de stier og skovstykker og vandhuller, man skal gå udenom. Eller opsøge! Dagligdag og det forfinede sprog er kun en facade mod usynlig galskab og gru uden mening. Frygten sniger sig ind ad bagdøren.

Med Miraklernes bog vender Danmarks nye gyser-dronning tilbage til rødderne med en roman om Esrom kloster i 1100-tallet. Der er i det hele taget ikke så lidt af atmosfæren fra Rosens navn i denne gode og anderledes børnebog. Hanna Lützen går ikke dybt ind i tidstegningen. Hun er mere interesseret i at beskrive stemningen blandt læg og lærd, mens ondskab og fordærv rykker nærmere.

Herefter kom billedbogen Pigen der var bange for sin skygge. Med illustrationer af en af de bedste af de nye tegnere: Tine Modeweg-Hansen.

(2001)

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00