Hanne Kvist

Hanne Kvist (f. 1969) er både forfatter og illustrator. Siden debuten med billedbogen Alle tiders rejse (1995) er det blevet til en række bøger, som på tværs af genrer og formmæssige eksperimenter samler sig omkring to overordnede tematikker: 1) børns forhold i det moderne samfund, samt 2) kærligheden som menneskelig drivkraft.

De to første billedbøger, Alle tiders rejse og Der er krummer i bager Svendsen (1996) er lavet i samarbejde med Ida Toldbod. Førstnævnte er en sprogligt opfindsomt turneret fortælling om de to børn Oscar og Alvildas projekt med at finde tid til deres fortravlede forældre. Bogen beskriver en fantasirejse, hvor de to børn i deres bestræbelse på at forstå tidsbegrebets væsen besøger fru Tålmod, Hr. Stundesløs, hr. Nattegod og Kalenderkonen. De lette og stilfærdigt boblende akvareller er i fin dialog med teksten men virker layoutmæssigt meget klemte på de teksttætte og noget tunge sider. Det balanceforhold løses til gengæld overbevisende i Der er krummer i bager Svendsen, hvor Hanne Kvist med lystig opfindsomhed og kompositorisk variation folder de slyngede billedforløb ud i hele opslagets bredde. Historien om bager Svendsens tro på brød og kager formet som biler, flyvere og sutsko former sig i pagt med sit tema som en musikalsk og farvemæssigt smukt afstemt hyldest til den ikke-konforme tilgang til livet og den kærlighed, som i sidste ende bryder igennem.

Interessen for spillet mellem livets mørke og lyse kræfter ses i Fandens fødselsdag (2000), hvor Hanne Kvist står for både tekst og illustrationer. Lille Fanden får på sin fødselsdag opfyldt alle sine 717 gaveønsker, undtagen det meste brændende: at få fødselsdagsgæster. I Helvede har man ingen venner, kun fjender, så det ønske nægter forældrene at opfylde. Fanden græder ”så ilden i hans dyne er ved at gå ud”, men så dukker et lille lyshåret sæbeduftende englebarn op. Og hermed har Kvist fået etableret en affyringsrampe for de opfindsomme lege med ild og vand, de to børn underholder hinanden med, inden Vorherre ringer og kalder englepigen hjem. Det er en snurrig og veloplagt historie, hvor underverdenens interiører i illustrationerne forlenes med raffinerede flerlagede farvestrukturer og de lystigt brændende gulvtæpper og andre djævlerekvisitter skaber en fin humoristisk klangbund i en historie, der med fantasifuld snilde rokker ved gængse vaneforestillinger om henholdsvis himmel og helvede.

At Hanne Kvist er en fuldbyrdet forfatter ses i hendes konkurrencevindende børneroman Drengen med sølvhjelmen (1999), som handler om drengen Jons indædte bestræbelse på - sammen med den fascinerende biperson, chaufføren Michum - at finde den af forældrene bortsolgte lillesøster Liv, som er født med små sorte vinger på ryggen. Romanen, som ubesværet blander fantastik og realisme, benytter road-movien som genreskabelon og er et lille fascinerende og anderledes vinklet studie i, hvordan behovet for at være noget for nogen kan udvikle en ny grænsesprængende selvfølelse. Zentropa har købt filmrettighederne til denne meget originale roman, som med humor og sproglig nerve gestalter et stærkt billede af et ensomt barns kamp for at komme overens med en verden, hvor umenneskelighed og ’alenehed’ synes at være eksistentielle grundvilkår.

Dette tema videreføres i Kvists seneste børneroman Hund i himlen (2001), der såvel i plot som sproglig udformning skærer helt til benet. Det er en nøgen, følelsesstærk og usentimental fortælling om gadepigen Lora, som kommer til et nonnebestyret børnehjem kun medbringende sin helt uundværlige Hund. Her er dyr forbudt, så hunden - og hermed pigens sidste rest af tillid til mennesker - tages fra hende. Hun ved end ikke om den er blevet aflivet. Hanne Kvist skriver med enkel og fortættet indlevelse Loras kamp for at komme væk fra sit eksistentielle nulpunkt frem mod sin egen forløsende åbning, hvor Lora sekunderet af drengen Nick - og med en ny hund - kommer videre i livet og med den Gud, man aldrig kan være helt sikker på. Romanens sprog er knapt og skarpt med korte mættede sætninger, hvor farver, lyde og enkle sansninger bringer historien op i samme lufttynde sfære som i de sydamerikanske bjerge, hvor historien udspiller sig.

Hanne Kvist synes således - helt ekstraordinært - at have potentiale og vingefang nok til at videreudvikle såvel et forfatter - som et illustratorskab, som over en ganske kort årrække har placeret hende centralt i det børnelitterære landskab.

(2001)