Home About Us Contact
To front page
Websites of the Danish Art Agency
Danish Art Agency
Go to DanishMusic.info
Go to DanishPerformingArts.info
Literary Magazine
Grants
News
Author Profiles
Translated Titles
Links
Portræt af en forfatter

Kirsten Holst

Af Karin Bodenhof

Foto: © Privatfoto

Også om mange år er titlen på Kirsten Holsts første, præmierede ungdomsbog fra 1981. Men det kunne også være overskriften på forfatterskabet. Da bogen udkom, skrev en anmelder: "Denne bog vil blive læst - også om mange år." Og det er karakteristisk for Kirsten Holst, at hun tager eviggyldige temaer og menneskelige problemstillinger op i sine bøger, som hun befolker med mennesker af kød og blod.

Kirsten Holst voksede op i en børnerig familie i Midtjylland. Som voksen underviste hun, var freelancemedarbejder på Danmarks Radio og skrev sin første novelle i 1968. Børnebogsforfatter blev hun i 1976, fordi hendes tre børn efterlyste nogle mindre forudsigelige bøger end hovedparten af dem, der var på markedet i begyndelsen af halvfjerdserne.

Og hvad var mere nærliggende end at skrive en vaskeægte krimi? Safty og smuglerne udkom i 1976, og de følgende år kom der tre bøger til om Søren Saftevand. Kirsten Holst tegner i serien et levende billede af miljøet i en lille by ved den jyske vestkyst, hvor det ikke kun er vejret, der skaber stor forskel på sommer og vinter. Det er gedigne, underholdende og elementært spændende børnekrimier om en blandet flok børn med hver deres personlighed. Safty og hans venner kan tænke og løser mange gåder, men de er samtidigt så kloge, at de ikke er blege for at søge hjælp hos politiet eller andre voksne, når de har brug for det. I samme periode skrev Kirsten Holst endnu en underholdende krimiserie, som er skrevet specielt med henblik på letlæselighed. Det blev til tre bøger om Ungerne.

I 1981 var Kirsten Holsts børn blevet så store, at hun lod sig inspirere til at skrive sin første ungdomsbog. Også om mange år er en vedkommende og evigt aktuel ungdomsroman om Nete, en umoden og lidt forvirret pige, som flygter både fra sig selv og sine følelser og hårdnakket nægter at se, at hendes nære verden er ved at styrte i grus. Erkendelsen er smertefuld, men på trods af sin mors død og sin fars fallit er Nete i bogens slutning alligevel bedre rustet til at være tro mod sig selv og sin kærlighed og gå videre med sit liv.

Herefter udkommer de to ungdomsromaner Min ven Thomas fra 1987 og den selvstændige fortsættelse fra 1996 Var det kærlighed, der tydeligt bærer præg af at være skrevet af en forfatter, der mestrer kriminalromanens særlige virkemidler; antydningens kunst. I begge romaner antydes indledningsvis, at noget skæbnesvangert har fundet sted, hvorefter Kirsten Holst tager læseren med tilbage, og en efter en får man brikkerne til puslespillet, så man ikke kan lægge bogen fra sig, når man først er begyndt. I de to romaner tager Kirsten Holst aktuelle problemstillinger op, men nok så væsentligt er det, at de handler om venskaber og kærlighed mellem unge mennesker, skildret med indsigt, nærvær og en befriende humor.

Hvad enten Kirsten Holst skriver for små eller store, letlæst eller sværere er dialogen et afgørende element. Gennem præcise og rammende replikker uden falske toner får man et så nuanceret billede af hver enkelt i hendes brogede persongalleri, at mange af dem bliver stående i erindringen. Det er ikke alle børnebøger i den realistiske genre, man tør spå en fremtid - også om mange år. Når en anmelder turde gøre det i 1981 om en socialrealistisk ungdomsroman af Kirsten Holst, skyldes det hendes evne til at koncentrere sig om det universelle, det essentielle ved det at være menneske.

Forfatterens indfaldsvinkel har hidtil været samtidsrealismen, og derfor kan hendes udgivelse Rejsen til Betlehem fra 1996 ses som et overraskende nybrud i forfatterskabet. Men i betragtning af hendes sans for det universelle er det ikke overraskende, at hun bevæger sig i det historiske element som en fisk i vandet. Rejsen til Betlehem er ganske enkelt juleevangeliet i Kirsten Holsts helt personlige fortolkning. Skrevet med forfatterens aldrig svigtende sans for det enkle, for nærvær og elementær spænding. Med den fiktive, tiårige romerdreng, Marcus, som hovedperson får vi hilst på blandt andre de tre vise mænd, den onde kong Herodes, Maria og Jesusbarnet for ikke at tale om Maria fra Magdala, imens kamelerne tygger drøv, og vi indsnuser de krydrede dufte og oplever det brogede mylder på markedspladserne, hvor faren lurer ...

Kirsten Holst har modtaget adskillige børnelitterære priser og fik i 1981 Poe-prisen for sine kriminalromaner for voksne.

Fotografiet er gengivet med tilladelse fra fotografen. Fotografiet stilles alene til rådighed for visning. Det er ikke tilladt at tage kopier hverken på papir, elektronisk eller i digital form. Yderligere rettigheder til fotografiet kan aftales ved henvendelse til Privatfoto

 
Danish Arts Agency / Literature Centre    H.C. Andersens Boulevard 2    Copenhagen DK-1553    Tel: +45 33 74 45 00