Cecil Bødker

Cecil Bødker (f. 1927) var anerkendt som en fremragende lyriker og forfatter til især noveller for voksne, da hun i 1967 sendte drengen Silas ud i verden i en lille båd og dermed bragte ny energi ind i den danske børnelitteratur (Silas og den sorte hoppe). I 1998, 31 år senere, udkom trettende bog om Silas, Silas og flodrøverne
   Da Silas holdt sit indtog på scenen var han træt af voksne der ville bestemme over ham og tvinge deres livsstil ned over hovedet på ham. En lille anarkist i opposition til voksne - især dem med magt. Tiden var med ham, pendulet var skiftet fra de autoritære opdragelses­idealer. Således levede Silas i de første par bøger en fri og ubunden til­værelse, hvor han især skaffede sig venner blandt de mere skæve eksistenser, outsi­derne der er en af Cecil Bødkers specialer at udforske og skildre ærligt.
   I de senere bøger blev Silas grebet ansvarsfølelsen og solidariteten med de svage, modnet som han var, og viste os et menneske med en stor integritet, høj moral og styrke til at sige fra overfor menneskers usselhed og pengenes greb om dem. I det store samfund var idealerne skiftet fra lovprisning af det individualistiske til fordel for den mere kollektive livsstil. Det smitter af på Silas der grundlægger et alternativt samfund på Sebastiansbjerget. Her kan outsiderne leve et enkelt og værdigt liv i pagt med naturen.
   Hungerbarnet, (1990), sender sin læser ud på landet i begyndelsen af århundredet. Gennem to børn, tjenestedrengen Larus og hungerbarnet Tinke opleves det feudale samfund fra bunden. To børns tilværelse væves ind i hinanden i en dagligdag præget af slid og store krav. En fascinerende roman, der på en stilfærdig måde giver et ætsende billede af indskrænkethed og social ulighed, følelseskulde og ligegyldighed. Men er samtidig en hyldest til det enkelte menneskes forsøg på at bryde det fastlåste mønster ved at forme sin egen tilværelse, uanset omkost­ningerne.
   Hvor Silas' samfund er en utopi, er det samfund der er portrætteret i Hungerbarnet et dansk samfund. Men det er ikke kun i den danske muld Cecil Bødker har fundet sine vitaminer. Afrika blev i tre måneder hendes hjem, og ud af det kom to spændende og levende børnebøger Leoparden 1970 og Dimma Gole 1971, der viser os et sted på kloden hvor mennesker lever i ufattelig nøjsomhed. På trods heraf trives livsglæden og gæst­friheden, og hos sin værtinde som forfatteren portrætterede i en bog for voksne, Salthandlerskens hus 1972, møder forfatteren værdighed og selvrespekt.
   Evnen til at leve sig ind i et fremmed og eksotisk miljø og dets hverdag ser vi også i Cecil Bødkers egen dybt originale måde at gendigte Det ny Testamente på i de to Maria-bøger Marias barn. Drengen (1983) og Marias barn. Manden (1984).
   En sand sprogets mester er hun, Cecil Bødker, hvad enten hun skriver for børn eller voksne, ikke mindst i de levende dialoger mellem personerne, der får situationer til at fremstå som mejslet i sten. En sprogfornyer, der lægger ord til sproget, som aldrig er hørt før - hun må undertiden give sine oversættere grå hår i hovedet! - men som ingen kan være i tvivl om betydningen af.
(1999)