Mange af Charlotte Blays spændende og engagerende bøger
foregår i andre lande, dvs. andre lande end Danmark. Charlotte Blay har rejst meget og skildrer ofte børn og unges kontakt med andre kulturer. Nogle af
hendes bøger foregår i Island, Afrika, Australien, Sydamerika, Vietnam. I hendes bog Gys og guld (1998) er det Canadas
indianersamfund, spændende historie og vilde natur, der står for tur.
Drengen Nicolai får mulighed for at tilbringe sommeren i Canada hos en fjern slægtning, den 29-årige Sam. På Sams loft finder Nicolai en gammel dagbog, og det bliver starten på en sommer med eventyr og skattejagt i ødemarken.
Bogen er elementært spændende fra først til sidst ikke mindst på grund af guldgraverhistorien og overlevelsesberetningen. Beskrivelsen af livet i indianerreservatet, hvor indianerpigen Beverly bor, er dels en barsk civilisationskritik af et samfund præget af alkohol og forfald, og dels en varm
skildring af sammenhold og respekt for familieværdier og traditioner.
Charlotte Blay researcher altid grundigt, når hun finder sin location, og hendes beskrivelser af fremmede kulturer er overbevisende. Mange af de emner, hun tager op, er de samme, uanset hvor man lever. Det kan være forholdet mellem de unge, forholdet til deres forældre og deres opgør med traditioner, der måske føles snærende. Løven brøler (1986) foregår i Afrika, hvor den 14-årige Anja
tilbringer en periode hos en masai-familie, da forældrene rejser hjem til Danmark.
I Kængurudrømmen (1991) sveder og tørster man sammen med Peter og Tony, der er strandet i den australske ørken efter at have kvajet sig godt og grundigt på en udflugt. Udover den elementære overlevelsesberetning, sætter bogen fokus på de hvides forhold til aboriginalerne både før og nu.
I Kys og knogler (Gyldendal, 1997) vender Tham, der bor med sin familie i Danmark, tilbage til Vietnam for at flytte sin bedstefars knogler fra
bjergene ned til rismarkerne efter vietnamesisk skik. I Vietnam lærer han sin store familie at kende, og selv om han er vant til et behageligt liv i Danmark med skole, venner og fester, får han øjnene op for det vietnamesiske samfunds styrke.
Mange unge rejser i dag på kryds og tværs i verden. Der er derfor stor interesse for bøger for børn og unge, der kommer i kontakt med unge med anden kulturel baggrund. Charlotte Blay er en fin nutidig fortæller, da der er masser af stof, engagement, spænding og energi i hendes bøger, foruden at de er velskrevne og ganske letlæste.
(1999)