Tea Bendix (f. 1970) bryder i sine værker med de gængse
forestillinger om teksten som primært knyttet til det skrevne ord. Hendes værker gør læseren opmærksom på, at også lyd, billede og gestik kan være en del
af en fortælling. Således kommer hendes værker til at fremstå som en særegen form for multimedie-forestilling i bogform.
I to udgivelser har Tea Bendix både
forfattet teksten og udført illustrationerne. I debuten fra 1997, billedbogen Skattekisten, fortælles om en lang og ranglet tyv med glimt i øjet, som bliver grebet på fersk gerning af bankdirektøren, da tyven forsøger at bryde ind i et pengeskab.
Teksten består kun af replikkerne mellem bankdirektøren og tyven. Typografien og tekstens
grafiske opstilling viser læseren, hvilke ord der skal understreges og betones,
og bliver derved også dels en hjælp til den rette musikalske højtlæsning og
dels omhyggeligt integreret i det visuelle udtryk. Dertil kommer
illustrationernes præcise skildring af personernes gestik og mimik.
Det samme indtryk af et gennemkomponeret hele får man af Tea Bendix’s roman
Vidunderbarnet (2001). Hvert kapitel
indledes med en vignet og indeholder en sort-hvid helsidesillustration.
Illustrationerne er, som i Skattekisten,
først og fremmest portrætter af bogens personer. Menneskene er afbildet med
sans for det skæve, humoristiske og til tider groteske.
Vidunderbarnet er en på én gang munter
og sørgmodig fortælling om, hvordan barnet oplever mødet mellem på den ene side
fantasiens og sansernes verden og på den anden side realiteten og den ydre
verdens orden. Med en af hans kammeraters øjne følger læseren drengen Gustav,
der ud over at være i besiddelse af en stor følsomhed er begavet med både
tegnetalent og musikalitet. Tea Bendix ophæver i beskrivelsen af Gustav og hans
kammeraters liv det skarpe skel mellem fantasi og virkelighed.
Fortællingen om kunstnerisk ambition, om at leve op til forældres forventninger og om det ikke helt gennemskuelige forhold mellem fantasi og virkelighed er skrevet med øje for barnet som læser. Det sker bl.a. i kraft af,
at det er kammeraternes blik der rettes mod Gustav, så man med barnets sansning
og i barnets sprog registrerer begivenhederne, der flettes ind i en moderne
hverdag med skole, fodboldkampe, og snak om rumskibe og ufoer.
Dertil kommer, at Tea Bendix skriver om lyd, musik, dans og sansninger, så disse
fremtræder levende for læseren. Forfatteren skaber billeder af lyd i tekst.
Dermed bliver Tea Bendix’ beskrivelse af det særligt begavede og særegne barns
følsomhed og vovemod også et billede på forfatterens eget udfoldede talent i
forhold til det at skrive for børn.
