Leif Esper Andersen

Det, de først slår én, når man læser Leif Esper Andersen, er hans evne til at fokusere på tematikken i sine historier, samtidig med, at han kravler helt ind under huden på hovedpersonerne. Karakteristisk for hans bøger er, at han ved hjælp af et klart og enkelt sprog fører læseren gennem en velstruktureret og spændende historie, hvis enkeltdele ubesværet og elegant bidrager til at belyse helheden. Hans temaer er tidløse og det er sandsynligvis netop på grund af denne tidløshed, at han tre gange efter sin død var blandt de 25 forfattere, som havde flest bøger stående på de danske biblioteker overhovedet. Hans værker ”Træl og fri” samt ”Heksefeber” og til en hvis grad ”Fremmed” er blevet til standardværker inden for danskundervisningen i skolerne.
   Efter et par letlæsningsbøger om vikingetiden skrev han sin første længere roman, ”Heksefeber” (1973), som han blev tildelt Danmark Lærerforenings børnebogspris for i anledning af deres hundredårsjubilæum i 1974. ”Heksefeber” foregår omkring 1500 tallet og handler om drengen Esben, hvis mor, som er en såkaldt klog kone eller naturhelbreder, bliver anklaget og efterfølgende brændt som heks. Det lykkes Esben at undslippe. Ved skæbnens gunst bliver han fundet af en anden naturhelbreder, Kloge-Hans, som han efterfølgende flytter ind hos. Her får Esben langsomt lejlighed til at fortælle sin historie. Idyllen imidlertid bliver brudt igen da Kloge-Hans selv bliver anklaget for at stå i ledtog med djævelen. Temaet i bogen bliver slået an som et lille prolog: ”Måske er de bange. Nej, ikke måske. Folk er bange. Når man er bange må man finde noget at beskytte sig med. Og hvis man ikke ved, hvad man er bange for, må man finde noget at beskytte sig imod.” Handlingen i ”Heksefeber” starter karakteristisk nok med fuld fart og masser af spænding: ”Hans mund stod åben, og han trak vejret hivende, mens han løb hen over engene langs fjorden. I sin næse og sine lunger havde han endnu røgen og varmen fra bålet, og skrigene fyldte stadig hans hoved og truede med at sprænge det.” Selv om romanen ikke slutter lykkeligt, er det en smuk, gribende fortælling, som man sent vil glemme. Såvel i ”Heksefeber”, men også i den senere ”Træl og fri” er det i høj grad bogens respekt og engagement i den omgivende natur, der er med til at åbne op for børnenes sind og får dem til at finde en form for balance i livet.
   Leif Esper Andersens næste roman var ”Fremmed” (1975), som han fik Kulturministeriets Børnebogspris for i 1976. Det er en umådelig barsk historie om den 15-årige Josef, der er jugoslav og flyttet til Danmark med sin familie. Her møder sit livs første store forelskelse, men også fremmedhadet, et had, der ikke er til at bære. Et tema, som Leif Esper Andersen tog fat på igen i den korte letlæsningsbog ”Du skal ikke tro, du er noget” (1977), om en storbydreng, der flytter til en landsby. Også en rystende historie uden happy ending. Bogen blev af de dengang toneangivende venstreorienterede kritikere for at gå for tæt på problemet uden at anvise en løsning. Men reelt set kan man også sige, at det netop er bogens store styrke. Den kommer tæt på, den beskriver virkeligheden uden at pynte på den og evner at engagere læseren også efter læsningen.
   Hans tredje længere roman var ”Træl og fri” (1979), der først udkom efter hans død. Det er en smuk og gribende historie fra vikingetiden om to drenge, en træl og en høvdingesøn, der som de eneste overlever et voldeligt overfald på deres boplads, hvorefter de skal klare sig alene i mange måneder indtil mændene kommer hjem fra vikingefærden. Temaet her er slaveri, og det går hurtigt op for høvdingesønnen, at han ikke længere kan behandle trællen som en sådan, hvis de skal overleve. Og det går også op for høvdingesønnen, at trællen ikke altid har været træl: ”Det vil sige, at det altid er den stærkeste, der mener, at han har ret til at gøre andre til trælle, fordi han er den stærkeste. At magt er ret. Men det passer ikke. Magt er forkert.”
   Efterhånden som ugerne og månederne går udvikles der et venskab mellem dem og spændingen stiger efterhånden som vikingernes hjemfærd nærmer sig. For hvad skal der så ske med trællen?
   Leif Esper Andersen, der var uddannet folkeskolelærer, fik stort set kun otte aktive år som forfatter inden han døde af sygdom. Om sin sygdom og alle hans indlæggelser handler bogen ”Journaler” (1979) om. I den korte tid, han var aktiv som forfatter fik han dog skrevet mere end 20 bøger, mange af dem letlæsningsbøger, blandt andet serien om Ditte; en dejlig livlig serie om en bestemt pige på 6 år beregnet til børn, der lige har lært at læse. Han har også gjort forsøg ud i eventyrgenren, med moderne pasticher på nogle af brødrene Grimms eventyr: ”Eventyret om prinsen, der ville arbejde” og ”Hvordan Søren blev konge.” De er underholdende og tro mod eventyruniverset og dets regler.
   Flere af Leif Esper Andersens bøger er blevet oversat, bl.a. til tysk, svensk og norsk, japansk og russisk og der er ingen tvivl om, at hans bøger har en international karakter, idet han formår at behandle almenmenneskelige problemer på tværs af tid og rum ved at fokusere på væsentlige.