Kim Fupz Aakeson

Når man er poet, skal man hele tiden vride sit hoved for gode idéer, ellers bliver man aldrig rig og berømt, og det vil jeg gerne være. En rig og berømt poet. Så ville jeg sige "her er huslejen til tiden, kære enkefru Fian og stik mig lige to-tre tusinde vanillekranse med hul i midten", og når jeg kørte ned gennem Vanløse i mit dollargrin, ville folk vende sig på gaden og sige "orv, var det ikke ham den berømte poet, der kører der? Han er alletiders".

   Ordene er den arme poets i Kim Fupz Aakesons Poeten fra Vanløse (1988), og på spørgsmål om hvorfor han skriver for børn, unge og voksne, har Fupz svaret med lige dette citat, som desuden er meget dækkende for den stil, han skriver i.

   Fupz er født d.12.9.1958 i København med en kunstnerisk guldske i munden. Han har endnu ikke indspillet en cd, men ellers har han prøvet det hele fra satiriske tegninger og billedbøger over digte, noveller og romaner for børn, unge og voksne til radio­spil og film. Og gjort det godt!

   Han lagde ud med tegne­serien Gå løs på livet i 1982, og det har han så tilsyneladende gjort lige siden. Efter tegneserien kom billed­bøgerne. Fupz skriver stadig billedbogstekster, men illu­strerer dem ikke selv læn­gere. Han blev på et tidspunkt i 90'erne over­mandet af metal­træthed når han skulle tegne, har han sagt. Kræfterne var brugt op på teksten, og så overlod han billedsi­den til andre tegnere - gerne yngre, spræl­ske tegnere med det samme gåpåmod og glade vanvid, som han selv lægger i tek­sterne.

   Fupz skriver sprogligt sprudlende veloplagt på en særlig københavnerflabet måde uden at være overfladisk. Der er en lethed i hans sprog, som oftest 'dækker over' indholdets dybere substans og mening. Han skriver humor på en bund af seriøsitet og alvor. Overskrider måske grænsen til slapstick i enkelte billed­bogstekster, højtlæsningshistorier eller filmma­nuskripter.

   Folkelig kendt er han blevet med succes­filmen Den eneste ene, som han skrev manuskriptet til. Og måske også for manu­skripter­ne med baggrund i hans egne bøger til børnefilmene Hannibal og Jerry og Miraklet.

   Fupz digter ikke mindst med stor kraft om forskellige former for galskab og anskuer virke­ligheden med en særlig troldsplint i øjet, som gør at læseren kommer til at se virkeligheden lige så skæv og surreel, som den fremstår. I f.eks. billedbogen Dengang min onkel Kulle blev skør (1990) sætter en onkel med den største selv­følgelighed sig på taget af en families redskabs­skur, fordi han er blevet en rhododendron og vil sidde i solen og vente på at blomstre. Og det kan han jo ikke i en lille bylejlighed. Onkelen på taget sætter hele det lille lokalsam­funds liv i relief og på den anden ende. Børnene tager det som en skæg variation i hverdagen, de voksne går fra koncepterne, og onkelen fremstår bestemt ikke som den mest tossede.

   Fupz' bøger er grænseløse på en god måde. Tag f.eks. billed­bøgerne Mor (1998), Pigen der krøb (1998) eller Drengen der lå i sin seng mens hans far og dame­fri­søren så på (2001). Alene titlen på den sidstnævnte er 'uhørt' men et typisk titelvalg for Fupz. Drengen i Mor flygter hjem­mefra, fordi han er flov over sin ovenud tykke og an­svarsløse mor. Pigen der krøb bliver mindre og mindre, hver gang nogen udtaler hendes navn Maria­Mari­anne. Til sidst er hun ved at blive ædt af en kat, før hun med et ordentlig primalskrig kommer på ret køl. Den tredje handler om en dreng, der savner sin afdøde mor så meget, at han er lige ved at følge efter hende. Alle tre beskriver børn i virkeligt ek­sistentielle kriser - alle tre børn er rigtigt langt ude, inden de finder deres egen løsning på problemerne. Og bøgerne giver den voksne læser en mindre knytnæve i hjerne­bra­sken, for hvordan behandler nutidens voksne dagens børn? Om bøgerne af den grund bliver moral­ske? Nej, for Fupz benytter sig af ironi og til det karikere­de grænsende satire, som han blander op med lune og sødme, så bøgerne uanset - eller måske netop på grund af - den alvorlige mening i galskaben går rent hjem hos både børn og voksne.