I et portræt af Merete Pryds Helle (f. 1965) kan man
meget passende begynde med to grove generaliseringer om det tiår, hvori hun
trådte frem som forfatter, for hun er på én gang typisk for tiden og noget helt
for sig selv. Perioden mellem 1990 og 2000 er nemlig i dansk digtning
især kendetegnet ved 1) fremkomsten af 6-8 unge og betydelige kvindelige
forfattere, der kombinerer en sansekonkret, fænomenologisk skrivemåde med en udforskning
af tilværelsen og virkeligheden på samtlige niveauer, og 2) ved en
minimalistisk trend, idet de fleste yngre skribenter som regel arbejder
nysgerrigt ved romanens og novellens nedre grænse. Dog findes der én markant
undtagelse fra den regel, og hun hedder Merete Pryds Helle. I 2001 udsendte hun ganske vist en 90er-typisk fragment-
og miniroman, Solsiden, om en piges og siden kvindes udvikling og livs-regnskab,
men i sit eksistentielle projekt var denne smukke bogs skildring af sin
hovedperson, Gedske alt andet end minimalistisk, nej, snarere maksimalistisk,
total, i kraft af en ambitiøs samtale foran dødens port med den ægyptiske gud
Osiris. Og da Merete Pryds Helle i år 2000 fik sit gennembrud som forfatter,
var det med en meget stor, ja, ligefrem kolossal roman: Fiske i livets flod.
Fiske i livets flod former sig som et forsøg med flere tider og kulturer. Tre tidsaldre studeres, tre samfundsformer analyseres, men
på tværs af historiens epoker genfinder forfatteren i vidt omfang de samme
skæbnedannende mønstre. I kronologiens nederste arkæologiske lag fortælles
historien om hvordan kunsten at skrive opstår i Ur, nær ved nutidens Bagdad,
for mere end 5000 år tilbage. En pottemager, Enksilub, der fra sit daglige
arbejde er vant til at sende hurtige meddelelser i form af små lerfigurer i
krukker, får en skønne dag den lyse idé, at der må findes en lettere måde, og
opfinder den billedskrift, der siden skulle danne grundlag for et alfabet. I epokernes midterste lag berettes om et middelalderligt karteuserkloster i Danmark. Vi befinder os nu i det Herrens år 1169, hvor en
statisk, religiøst funderet, kultur langsomt er i færd med at skride, fordi
menneskene har fået tiltro til deres egne evner til at skabe og tænke. Endelig ud-spiller handlingen i romanens første og fjerde
del sig i vor egen tid, 90erne, i en familie af danske forskere og
intellektuelle med arkæologen Peter i midten. Hans topposition som
videnskabsmand trues af en yngre konkurrent, der mirakuløst har konstrueret sin
helt egen tre-dimensionale scanner, ved hjælp af hvilken han er i stand til at
levendegøre det miljø af menneskeskabte lyde, der omgav f.eks. en lerkrukke i
et sumerisk pottemagerværksted. Romanen fremtræder gådefuld, labyrintisk, og stilistisk er
det dens ambition at kombinere en skrift, der er lyrisk, hymnisk og magisk, med
en research-baseret historisk realisme. Ved sine gentagelsesmønstre påstår den
på den ene side, at menneskelivet konstant udfolder de samme konflikter, men
ved kontrastopstilling af indbyrdes fjerntliggende kulturer gør den på den
anden side alting relativt, såvel historisk som kulturelt. Samme dobbelt-tænkning finder læseren i Merete Pryds
Helles to romaner Vandpest og Men Jorden står til evig tid fra hhv. 1993 og
1996. I den første berettes om et yngre par, der under en rejse med luftballon
uforvarende havner i en natur, der er løbet løbsk og ikke længere følger
videnskabens modeller. I den anden fortælles en grum historie om en datters
frigørelse fra sin moder. Men begge steder indskrives det individuelle og
specifikke i et rum af kollektive figurer og tankemønstre: i Vandpest gen-nem en
dialog med naturvidenskabelig litteratur, i den følgende bog derved, at
handlingen ses brudt op af et teologisk spor, med engle, der måske griber ind
og styrer begivenhedsforløbet.
Der er forfattere, der forfølger ét og kun ét kunstnerisk
projekt, og som i bog efter bog i grunden skriver på samme værk. Andre zapper
mellem mange genrer og æstetikker... Merete Pryds Helle derimod prøver, for
hver bog hun skriver, at komme med et andet forslag til litteratur, end læserne
før har set. Det kan man efter behag kalde at følge én hensigt eller at afprøve
flere. Det særlige i hvad hun gør, ligger i den enkelte bogs dobbelte status af
principerklæring og aktiv skaben. Typisk for 1990ernes danske digtning er hun ved sin
grundforsker-interesse for flerheden i og samtidigheden mellem tilværelsens
dimensioner, i de nævnte værker således den eksistentielle, den religiøse, den
biologiske, den psykologiske, den sociale, samt historie og kunst. Men helt sig
selv er Merete Pryds Helle ved fra bog til bog at tænke litteraturen i bund, en
bestræbelse, der er synlig allerede i hendes første to bøger, debutnovellerne
Imod en anden ro og romanen Bogen, der begge kom i 1990. Sidstnævnte præsterer
faktisk det kunststykke at gøre læseren medskyldig i et mord!
Merete Pryds Helle, der gennem de senere år har været
bosat i Italien, er ved siden af sit forfatterskab levende engageret i
udviklingen af nye former for litterær kommunikation og formidling, herunder et
computerspil og tidsskrifter på CD-ROM.
