Maria Helleberg

Muligvis kunne det ikke direkte måles, men faget oldtidskundskab - kaldet oldævl og almindeligvis ikke et af de mest agtede i gymnasiet - må have fået et løft i 1986, da den dengang 30-årige Maria Helleberg debuterede med romanen Seersken, som blev en gedigen succes.

Seersken er Kassandra, den næstyngste af kong Priamos’ nitten børn med dronning Hekabe, og Maria Helleberg lader Kassandra fortælle historien om Troja’s fald, en begivenhed, vi mest forbinder med den skønne Helena og prins Paris. Maria Helleberg var storsindet nok til at give sin lærer i oldtidskundskab en del af æren for, at romanen overhovedet blev til. Læreren var dygtig, og Maria Helleberg blev fanget af faget og de tit drabelige historier, det rummer. Det var dog ikke umiddelbart efter studentereksamen, at bogen blev skrevet. Maria tog først vejen omkring Københavns Universitet, hvorfra hun blev magister i teaterhistorie, og hun har dermed papir på, at hun på ordentlig videnskabelig facon kan få samling på sine kilder og sit materiale og lægge det frem på forståelig vis.

Og der har været mange kilder og meget materiale at få samling på i årenes løb. Maria Helleberg har ført sine læsere gennem mange lande og mange tidsaldre. Hun har bogstavelig talt arbejdet sig op gennem århundrederne og historierne, ikke kronologisk, ikke efter et bestemt mønster, men altid søgende den gode fortælling og de levende mennesker bag historiebøgernes tørre tal og skematiske menneskeopfattelse. Det særegne ved Maria Hellebergs romaner er, at den givne tid og dens specielle ånd og menneskesyn altid er set fra andre vinkler end de traditionelle. Det er som regel en kvindes eller flere kvinders opfattelse af situationen og dramaet, der træder skarpest frem, hvad enten vi befinder os i den græske oldtid, i det gamle Romerrige, i Sverige-Norge i 1300-tallet, i Danmark i 1700-tallet (Caroline Mathilde og Struensee, ”den bedste historie i Danmarkshistorien”, som hun har kaldt forholdet mellem de to) og i 1800-tallet (Grevinde Danner) eller i nutiden.

Adskillige af romanernes titler er nok til at antyde den kvindelige synsvinkel. Bag ordene Marskallens kvinde, Statholderens hustru og Lucrezias ægteskab gemmer sig naturligvis erobringstogter og magt, men hovedvægten er lagt på kvinderne i de forskellige fortællinger. Lidt mere mystik er der over titler som Så mangen sti vild og Som en vredens plov, men også i disse bøger, der er inspireret af Sveriges ældste rimkrønike, Erikskrøniken, skrevet omkring 1320, har Maria Helleberg interesseret sig for de snævre vilkår, som denne tidsalders kvinder var underlagt. Maria Helleberg har da også sagt i Jyllands-Posten 15.8.93, at hendes historiske romaner dybest set er forklædninger. Hun rykker blot det evigt menneskelige væk fra nutiden og sætter de problemer, der alle dage har været og er mellem mennesker, mellem mand og kvinde, ind i en anden tid og eventuelt et andet land for at sætte tingene i perspektiv.

Men Maria Helleberg bevæger sig også gerne i nutiden, og ingen litterær genre er hende fremmed. Hun har skrevet børnebøger, hun har beskæftiget sig med skuespil og radiodramatik, med anmeldelser og kommentarer, har skrevet rejsebøger (Rom, Napoli) og har bidraget til flere antologier. Hun er meget flittig og vanskelig at følge med. Netop i dette øjeblik kan der meget vel være en ny bog eller et andet litterært værk fra hendes hånd på markedet.