Pablo Henrik Llambias

Der er mange wanna-be-avantgardister i ung dansk litteratur, Pablo Henrik Llambías (f. 1964) er noget nær den eneste true non-believer. Han tror ikke på litteraturen, men han bekæmper den heller ikke, han benytter sig af den til sine egne sinistre formål. Paradoksalt nok finder man så i hans værker en hel række elementære og klassiske litterære kvaliteter, som hans varmblodige kolleger ville give deres liv for at komme i nærheden af. Pablo tager det helt roligt og er utrolig flittig – han har skrevet fire bøger på fem år - hvilket jo kun gør ham endnu mere øretæveindbydende. Det er ikke uden betydning, at han i stedet for Forfatterskolen har gået på Det Kgl danske Kunstakademi, hvor en kølig, konceptuel værktilgang blev indprentet fra day one i Llambías første bog, ”novellesamlingen” Hun har en altan, 1996, der også er hans mest renfærdige, det er en række bedragerisk digressive og letløbende tekster om en ung mand, der er kommet til skelsår og alder og nu venter et barn med sin kæreste, titlens altankvinde. Det lyder skrækkeligt banalt, men det er hovedpersonen og forfatteren kun alt for godt klar over, og bogen bevæger sig derfor med en underlig vrangvillig virtuositet mellem poetisk følsomhed, satirisk sædeskildring og en helt nådesløs røntgenrealisme. Hovedperson og forfatter ved hele tiden bedre, men også det ved de kun alt for godt, så derfor tillader de sig at hengive sig til deres fulde ambivalens.

”Novellesamling” var en tvivlsom genrebetegelse til det viltre væv af spor i Hun har en altan. Lambías bog nr. to, Rådhus, 1997, har med god grund slet ingen genrebetegnelse, for det er virkelig en underlig og genstridig een. Hos de aktivt læsende i DK er den både hadet og elsket. Vi er tilbage hos den unge mand fra Hun har en altan, som nu er blevet far, hvilket ikke har gjort verden enklere. Som et art modtræk er både han og bogen blevet angrebet af en konceptuel projektsyge, manden har udnævnt sig selv til rådhusundersøger. Rådhuset ses som legemliggørelse af den socialdemokratiske velfærdsdrøm, og den idé tænker hovedpersonen dybsindigt over, samtidig med at han eksperimeterer konkret/burlesk med den gennem oprettelsen af en ”fri kommune” og gennem spørgeskemaer og interviews med borgmestre og gennem de kedelige snapshots, egenhændigt taget af forfatteren/hovedpersonen, af Danmarks 275 rådhuse, som optager bogens sidste 20 sider. Det er en voldsomt irriterende og inciterende bog, vind og skæv og uhjælpelig original.

Den dag vi blev frie, 1998, er så omsider angiveligt en roman, og en stor en, men af gode grunde kom den ikke på bestsellerlisterne. Igen spilles der til en start på autobiografien: dagligdagskrøniken fortsætter, og sønikke er nu kommet i vuggestue. Men hurtigt skrider den så fint og klart fremmanede hverdag ud af en spekulativ borgesk, sfi-fi-agtig glidebane, hvor virkelighedens realitetsværdi begynder at blive tvivlsom: fra små ting som at der pludselig kun er to grene på gaflerne til store ting som at villakvartererne forskelsløst reproducerer sig selv. Det kommer der en lang, kæntrende handling ud af fuld af små lækre og svimlende og skarpe detaljer. Hvis ambivalensen i den første bog gjaldt den tilforordnede voksenhed og i den anden bog den tilforordnede velfærdsstat er det denne gang selve den tilfordnede formemmelse af virkelighed, der kommer under behandling, i et på ethvert niveau vitalt og generøst rod.

I romanen A.P.O.L.L.O.N., 2000, droppes den autobigrafiske forestilling, hvilket unægtelig føles lidt vemodigt, til fordel for all-out science fiction af den gamle udspekulerede art: I en dystopisk velfærdsstat, hvor alle taler i første person flertal, inklusive jeg-fortælleren, der så må være en vi-fortæller, er døden afskaffet og i stedet kører staten et art livslotteri. Der er fuld big brother-agtig kontrol og noget af et fagre nye verden-agtigt gen-hierarki. Og så er alt og alle navngivet efter græsk mytologi! Handlingen er den sædvanlige: lydig hovedperson fristes af oprørere i undergrunden. Det er alt sammen skrækkelig fermt afviklet og tonen er både grum og grotesk og betænkelig munter, og måske handler det hele faktisk om trafikpolitik, det har forfatteren udtalt i interviews og en brat afslutning antyder også sådan et perspektiv!

A.P.O.L.L.O.N.ligner faktisk en roman, ja faktisk ligner den som antydet på en prik en science-fiction-roman, og det er vi selvfølgelig nogen, der finder betænkeligt. På den anden side er vi bestemt ikke nervøse for at Pablo Llambìas er på vej ud i nogen mainstream, dertil er han simplethen for eksperimentel og nysgerrig af natur. Rastløst opfinder han stadig nye interessante forsøgopstillinger at anskue og fortolke virkeligheden fra, og så accepterer han nødtvungent, at han også skriver så helvedes godt, humoritistisk, satirisk, realistisk, fabulerende, som ingen vel siden Hans Scherfig, det må han bare tage med, ligesom hans læseres insisterende beundring!

(2001)