Niels Brunse

Niels Brunse (f. 1949) har udgivet en række romaner, digtsamlinger og samlinger af fortællinger, men kan med rette betragte hele verdenslitteraturen som sin hjemmebane. Som prisbelønnet oversætter fra tysk, engelsk og russisk har han nemlig omsat klassikere og nyklassikere til dansk - drama, prosa og essayistik fra Shakespeare, Kleist og Tjekhov til Brecht, Pinter og Erica Jong. Om vekselvirkningen mellem selv at skabe fortællingerne eller som oversætter at underlægge sig en anden forfatters idé og sprog har han selv sagt: "Måske holder jeg skriveevnen frisk ved netop at skifte fra det ene til det andet."

Det på én gang udsøgte og mundrette sprog genfinder man i hvert fald i de romaner og fortællinger, som i de senere år har optaget ham til afløsning for firsernes digtsamlinger. Hans prosadebut i 1989, Den rigeste i verden, omfattede ifølge undertitlen 6 historier om penge. Ganske rigtigt nævnes Rockefeller allerede i første fortællings første afsnit og Joakim von And allerede i et af bogens mottoer. Men på anden side optræder Vorherre selv med flagrehår og motorcykel, og fortællingerne viser sig jo underfundigt nok at handle om menneskeligt overskud og rigdom - altså det stik modsatte af den gnieragtighed, som andetegneren og Onkel Joakims opfinder Carl Barks omtaler. Samfundsteoretikeren Karl Marx og teologen Karl Barth er mestre for bogens to andre essays.

Den underfundige humor som beredskab over for verdens overraskelser er et gennemgående træk hos Brunse. Og i Svaneprinsessen's otte noveller (1997) er der ingen mangel på uforklarlige hændelser: Hvordan kan en ung pige og en ung mand forsvinde for hinanden på "Den brændte ø" i en skovsø i Karelen - og begge ro i den samme jolle tilbage til hytten, men uden at finde hinanden? Hvorfor må den arbejdsløse bibliotekar sande, at kun "Visse veje fører til Rom" - og uden at kunne gennemskue hvilke? Og hvorfor drømmer manden i titelnovellen netop om året 1820, når dén kæreste, han endnu ikke véd at han vil svigte, bor på akkurat dét postnummer?

Som kontrast til de fantastiske hændelser i fortællingerne er sproget nøgternt realistisk, ja, ofte ligefrem gammeldags pertentligt. Det gælder ikke mindst i Brunses første roman Ramoth-Bezer (1994), hvor fortælleren er en 62-årig, enlig og mandlig universitetslærer, der lider af galopperende agorafobi: Han tør aldrig komme uden for en dør! Hans yndlingsstudent, Ulla, har imidlertid efterladt ham afskrift af en beretning om 1700-talsbyen med de mange evighedsmaskiner og to sideordnede bibelske navne, Ramoth og Bezer - en sagnagtig by, man aldrig slipper ud af  igen. På forunderlig vis bliver renskrivningen af dette håndskrift imidlertid også vejen til den forpinte litteraturforskers - og læserens - udfrielse.

Opklaring drejer det sig også om, men i mere nutidigt sceneri, i romanen I lyset af en kat (2000). Den påfaldende titel hænger sammen med, at korte afsnit af fortællingen udgøres af kattens 'tanker', mens de fire hovedafsnit har skiftende fortællere.  Den raffinerede komposition gør det muligt at bevare spændingen til sidste side og samtidig udfolde romanens andre aspekter - som kærlighedsroman og afsøgning af nogle kønsbestemte sider ved vores moderne selvopfattelse, som individer og som samfund.

(2001)