Simon Grotrian

Simon Grotrian (f. 1961) debuterede i 1987 med Gennem min hånd. De to første samlinger er et forsøg på i sproget at mejsle nogle konkrete billeder. En surrealistisk kollageteknik præger udtryksformen. Der kredses begge steder om en forelskelse, men denne ophæver ikke det jordbundne og forgængelige liv. Hånden som fikspunkt og billede på poesiens håndgribelighed og handlen går igen som et grundmotiv.

Fra den tredje samling Næste himmel (1989) finder Grotrian sit eget stilleje. Humoren vinder mere indpas, fordi digteren kommer på højde med sit talent og derved får plads til et overskud. Overskuddet viser sig endvidere i hyldesten til flere kunstneriske forbilleder. De avantgardistiske livtag (kollagen og montagen) kulminerer i Fire (1990), hvor digteren finder frem til en form – fire linjer pr. digt – som digtene indrettes efter. Selv om formen fungerer som et (over)determinerende princip, undermineres denne imidlertid i ordspillet på ”fire”, som på engelsk betyder ild. Det tilsyneladende regelmæssige er fra en anden synsvinkel totalt uregelmæssigt: Formen er med andre ord i brand. Derved lever samlingen op til et tidligere udsagn om, at ”Form er/ fravær/ og død.” Infinitiven at fire understreger yderligere denne pointe. Verbet indeholder nemlig begge de omtalte betydninger: dels at give los og dels i overført betydning at give efter eller føje.

Efter Fire holder Grotrian udgivelsespause indtil 1993. Det for Grotrian usædvanligt lange interval indicerer, at noget nyt er under opsejling. Livsfælder fra 1993 overrasker således også ved sit apostroferende og til tider odeagtige toneleje. De mere destruktive tendenser har Grotrian fået vendt til noget opbyggeligt. Stilen bærer stadig præg af den generelle opløsning, der for Grotrians digte er et vilkår, poesien som sådan må tage til efterretning. Den horisontale billedverden i Grotrians første samlinger slås der hul på både opad- og nedadtil, sådan at der opstår rum for en specifik religiøs erfaring. Erfaringen opstår ved den konkrete omgang med billedsproget. Det, der starter med at gå gennem hånden, går nu ydermere gennem ånden.

Dén eklatante kristendom, erfaringen viser sig som, forbliver et vigtigt spor fremover i forfatterskabet, men den fungerer som en tilbygning til et i forvejen myldrende billedsprog. Religiøsiteten er ikke noget, der overtager den poetiske drift eller tæft, og forfatterskabet kan stadig aflæses som et raid mod gængse former. I et interview forklarer Grotrian således, at han både er kristen og postmodernist.

I år 2000 udkommer der to bøger fra forfatterens hånd: Livet er en ko og Risperdalsonetterne. Sidstnævnte består af digte, der skal opfattes som sonetter, men formen er højest ustadig og har kun de 14 linjer til fælles med en vanlig sonet. På trods af svælget mellem billedernes semantiske felter formår digtene hele tiden at sømme sig selv sammen. Det sker bl.a. ved hjælp af Grotrians markante arbejde med det lydlige og det rytmiske. I det hele taget karakteriseres forfatterskabet ved en stærk fascination af sproget som et materiale; et materiale hvis betydning ikke altid er defineret på forhånd, men som digteren har mulighed for at gribe ind i, når han begiver sig ud på gen- og omveje, der ikke er prøvet før. Det sker fx med opfindsomme ordspil af samme karakter som i Fire. Denne udfordrende holdning gælder ligeledes over for traditionen: Grotrian nøjes ikke kun med at indskrive sig i den, men bruger den tillige til at finde vej med i sit eget forfatterskab.

Simon Grotrians synliggørelse som poet er en forkyndelse af et postmoderne budskab, hvilket i sig selv udgør en modsigelse. At det kan lade sig gøre at samle så forskellige elementer, som dennes poesi gør, vidner ikke blot om den tid, vi lever i, men ligeledes om poesiens kraft i en ellers billedspækket verden. Ordene kan noget i Grotrians forfatterskab, som man aldrig har set magen til.