Juliane Preisler

Juliane Preisler spænder over mange medier i sit forfatterskab: hun debuterede i 1983 med  digtsamlingen Uden: digte, hun har skrevet noveller og radiospil, romaner og dramatik. Til gengæld forfølger Preisler den samme tematik uanset medium. Uophørligt, stædigt kredser forfatterskabet om den metafysiske længsel efter forening med den anden; en længsel, der er konstituerende for vores kærlighed til andre og samtidig en længsel, der er dømt til evigt at mislykkes i sit forehavende. Preisler afsøger rummet mellem mennesker – især elskende enten på vej ind i kærligheden eller på vej ud. Formsproget er ofte en psykologisk realisme tilsat mere end et gran abstrakt modernisme, men den har udviklet sig gradvist og det er med værkerne Dyr: roman, (1992), Kysse-Marie: en historie om Marie Grubbe (1994), og Glas: roman (1998), at forfatteren når ud til et bredere publikum, fordi disse tekster abonnerer på andre – for mange mere velkendte genrer

Juliane Preisler tilhører 80´er-generationen af danske lyrikere for hvem kroppen er en markant interesse. Kroppen som den membran, der registrerer minimale følelsesforskydninger i forholdet til den anden og for hvem disse forskydninger er hele verden

Så smuk var ikke nogensinde verden
Som da vi troede på den
Vi kunne glide gennem den
Med vores hænder i hinanden
Og stadig se og se os selv….

Således begynder et digt i Nord. Man aner et slægtskab med Pia Tafdrup, men også  med fjernere litterære slægtninge som den ny franske roman og dens afsøgninger af den fænomenologiske binding mellem krop og verden.  Især med Marguerite Duras og Nathalie Sarraute, der hele deres forfatterskaber igennem – med forskellige stilistiske udtryk – var optagne af det psykoanalytiske 100  dollars spørgsmål: hvad er jeg for den anden? og for de rørelser, der foregår i det ordløse rum mellem mennesker. Denne interesse for mellemrum afspejles endog i pronomenvalget i nogle af titlerne på hendes værker: Uden, Ind, (digte, 1984) I en anden, (roman 1986). Det er et arketypisk kvindeligt univers, som Preisler det meste af tiden befinder sig i. Genkendeligt i sine uophørlige registreringer og uhyre glasskrøbeligt, fordi længslen er så stor og umulig.

Romanerne I en anden og Eventyr (1997), der er skrevet med 11 års mellemrum, er strukturelt parallelle, begge er – som alle Preislers værker – lyriske i grundtonen og begge anvender arketypiske figurer (Troldmanden og løven Léon) til at udtrykke romanpersonernes uendelige længsel efter at drukne og ”blive væk” i kærligheden. Groft sagt kan man sige at vi har konfigurationen: Han, Hun og Kærligheden. Paradoksalt nok er det Længslen efter opslugelsen eller forsvindingen, der forhindrer den konkrete kærlighed mellem to personer: Anna og Rune i at opstå. Léon er et billede, en forestilling, en ideal-tilstand, som man brænder op af at være i.

Enskønt Preisler er trofast mod sit projekt sker der alligevel en del med hendes forfatterskab i 90´erne. Silke, Dyr, Kysse-Marie har truffet og, spår jeg, Glas vil træffe et bredere publikum end det øvrige værk. Andre elementer end de rene følelsesregistreringer sniger sig ind: Dyr, der filmatiseres af Susanne Bier, bliver til en foruroligende psykologisk thriller, Kysse-Marie låner betydning af den historiske rammesætning og Glas er en effektfuld romanudgave af Alfred Hitchcocks vindueskigger-film Rear Window. Ligesom i Eventyr har vi en 3. personal fortæller, der siger hun om sig selv, men som ser verden gennem sin følelse. Hun er efter en nylig skilsmisse lige flyttet ind i et boligkompleks, hvor hun har frit udsyn til lejlighederne lige overfor: det unge forelskede par, der glider fra hinanden, det aldrende par med den invalide mand og den slavebundne kone og i hvilket menage vores fortæller aner en forbrydelse, den ensomme gamle mand (fortællerens alter ego). Gentagne telefonopkald (der skiftevis er længselsfulde og truende) minder om, at også vindueskiggeren er synlig udefra og det æstetiske greb – der viser vore jeg-huse af glas – har en angstskabende horror-effekt.

I 90´er værkerne tilsættes den suggestive følelsesmagi en god del mystik, som i hendes seneste teaterstykke Forår, Folketeatret 2000. Denne tilsætning tilter ofte teksterne over i thriller-genren, og den stimulerer – uden at mætte ­- læserens sult efter meningsfuld forløsning.