Anne Marie Løn

Anne Marie Løn, født 1947, er opvokset i et dyrlægehjem på landet og oplevede indefra landbrugskulturen under forvandling og opløsning gennem de accelererende industrialiserings-processer i anden halvdel af 1900-tallet med alt, hvad det indebar af økonomiske og dermed menneskelige ændringer i landbefolkningens livsvilkår. Disse erfaringer har hun levendegjort i store dele af sit forfatterskab, f.eks. i romanen Fodretid (1984)  som skildrer gårdejeren Niels Peters totale fallit, da han presses til at udskifte sin kvægbestand til fordel for industrialiseret svineproduktion. Niels Peters deroute følges med den psykologiske indsigt og medlevende intensitet, der er karakteristisk for Anne Marie Løns uforanderlige solidaritet med mennesker, som af den ene eller anden grund er kommet i klemme eller bliver udskilt på grund af samfundsudviklingens nådesløse forkastelse af de økonomisk svage eller – for kvindernes vedkommende – på grund af konventionernes forstokkethed.

Anne Marie Løn er uddannet som journalist og arbejdede indtil 1979  freelance og i seks år på BT.  Det var sideløbende med journalistikken, hun  begyndte sin løbebane som forfatter. Hun debuterede i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig? og fortsatte med digte, børnebøger, romaner, fortællinger og biografien om Adda Ravnkilde (1978) – en beretning om hvordan det er næsten umuligt at slå igennem som kvindelig forfatter i slutningen af 1800-tallet, trods både begavelse og talent. Sine erfaringer indenfor det hårde journalistiske miljø videregav Anne Marie Løn i romanen Veras vrede fra 1982, der blev et gennembrud. Det er ikke tilfældigt, at Vera med sit navn (latin: vera betyder sandhed) symboliserer den holdning, som udløste hovedpersonens konflikter med miljøet i og omkring de store bladhuse.

Karakteristisk for de fleste af Anne Marie Løns fortællinger og romaner er, at de udspringer af en tilfældig bemærkning, hun hører, og  som i det øjeblik får hende til at studse, eller en notits i en avis - sågar en linje på en gravsten. Oplevelsen gærer i bevidstheden, indtil den en dag springer ud i fiktionens form – som det skete med Sent bryllup fra 1990. Avisen fortalte om en gammel kvinde, der i seks døgn lå i skoven efter et fald, inden hun blev fundet – uskadt og ved godt mod. Kvinden er en af forfatterskabets stille eksistenser, hendes liv er udramatisk og ufuldbyrdet, og hendes ophold i skoven berettes i et langsomt, neddæmpet tonefald, men med en iboende kraft og psykologisk indsigt, der forlener denne roman uden egentlig handling med sin egen form for dramatisk spænding.

Sent bryllup er tematisk forbundet med Willums veje (1994) og Kærlighedens rum (2000). Hver især repræsenterer de en menneskelig udvikling, enten mod goldhed eller mod livsfylde. Stilistisk er der en påfaldende modsætning mellem disse stilfærdighedens legender og den store roman Prinsesserne (1996) og Dværgenes dans (1998). Her er fortælletempoet skruet mærkbart i vejret og stilfærdigheden afløst af groteske, farverige beskrivelser af mennesker og miljøer. Detaljerne fra mange fagområder vidner om en omfattende research. Bag Dværgenes dans f.eks. ligger studier om nanisme, dværgvækst, og da dværgen Thyge uddanner sig til organist, giver romanen også indgående besked om orgeltyper og deres indretning, uden at den store baggrundsviden tynger fortællingen.

Alle har vi en dværg siddende i sjælen, en følelse af utilstrækkelighed. Og romanens primære sigte er at give et billede af kærlighedens udvidende kraft. Kun ved at elske finder et menneske sit sande jeg og gennem forelskelse og kærlighed overvinder Thyge sit handicap. Anne Marie Løn formår at frigøre sin dværg af symbolikken, så han bliver et levende menneske. De to søstre i Prinsesserne er fra barnsben bærere af forkælelsens skjulte handicap. Forkælelse er en kompensationsform for kærlighed, og i modsætning til Thyge, som formår at omskabe sine kritiske vilkår til harmoni og psykisk vækst, udvikler de smukke søstre sig monstrøst i fysisk og psykisk urenlighed og forøder deres eget liv. Titlen Kærlighedens rum kunne stå som overskrift for hele forfatterskabet, hvor alt peger frem mod dette væksthus, som enten kan  blive et livsrum for kærlighedsvarme - eller stå tragisk tomt. Dette er i kort begreb forfatterskabets skæbneudsagn – og det gælder både socialt og i det enkelte menneskes liv.

(2001)