Klaus Høeck

Klaus Høecks værk er enestående i nyere dansk digtning, dels fordi han arbejder med storformer i traditionen efter Ezra Pound og Pablo Neruda, dels fordi han anvender kybernetisk systemteori og strukturalistisk sprogfilosofi til styring af det sproglige materiale.

Høeck kandiderede fra Københavns Universitet i 1970, men opgav sin ansættelse på Filosofisk Institut og valgte at bruge filosofien i sin digtning. Han debuterede i 1966 med en lille samling digte, Yggdrasil. Titlen refererer til livets træ i nordisk mytologi og digtene sammenkæder en omfattende viden om mytologi med kybernetik og teorier om sprog. I de følgende værker refererer Høeck ofte til Yggdrasil som metafor for sin poesi, ligesom en mytologisk og filosofisk bevidsthed karakteriserer hans eksperimenter med stadig mere komplekse poetiske former.

Projekt Perseus består af kybernetiske data- og science-fiction-digte, der fører læseren ud i rummet, tilbage i mytologien og ind i sproget og den litterære tradition. Som i flere af Høecks værker er sproget både dansk og engelsk. Der er tale om en materiel æstetik, hvor bogstaver, stavelser og sætningselementer fungerer som brændstof til poesiens rumskib på rejsen til stjernekonstellationen Andromeda og til myten om Perseus’ sejr over monsteret Medusa.

Hjem (1985) er et hoved- og storværk i 1980’ernes danske poesi. Den 600 sider lange digtcyclus er komponeret i tre gennemgående spor: naturen, kulturen og åndens spor. Det sproglige materiale er genereret fra de kemiske formler over Danmarks undergrund og fra Bibel-citater. Digtene fortæller en historie om fortæller-jegets kærlighed og tro.

Et andet storværk, Heptameron (1989), er inspireret af den europæiske tradition for at skrive poesi over Skabelsesberetningen. Samtidig reflekterer digtene DNA-molekylets struktur. I Eventyr (1992) bearbejdes et tabs-tema i forbindelse med moderens død. Ligesom i eventyrtraditionen er det tre små sten, der repræsenterer tro, håb og kærlighed , som hjælper digter-jeget til at sige farvel, men også viser vejen tilbage til livet.

Inspireret af Søren Kierkegaards filosofi, betones det i Eventyr, at et menneske aldrig kan nå til en udtømmende forståelse af den levende, konkrete eksistens totalitet, ligegyldigt hvor mange stumper og stykker han finder til at skabe sin fortolkning. Mennesket er selv en del af den helhed, det vil beskrive og som netop derfor kun kan beskrives og forstås gennem brudstykker. I modsætning til megen traditionel modernistisk digtning, finder man ingen beklagelse over dette tilværelsesvilkår i Høecks digtning. Det accepteres som en kendsgerning, at menneskeheden befinder sig i et erkendelsesparadoks: vi ved noget, som vi ikke kan forklare. Det er eventyrets og poesiens opgave, at demonstrere disse betingelser og pege på det store eventyr, som vores liv er.

Det er typisk for Høecks digte, at de filosofiske, politiske og epistemologiske temaer udspringer dels af hverdagslivets konkrete realitet, dels af traditionens mesterværker indenfor billedkunst, musik og litteratur. Ud over de nævnte romantiske og moderne digtere hentes inspiration fra f.eks. Hölderlin og Novalis, rockpoeter som Bob Dylan, Brian Eno og David Bowie, moderne klassiske komponister som Stockhausen og Xenakis eller avantgardekunstneren Jean Tinguelys skulpturelle maskiner.

Høecks digtsamlinger er ofte struktureret som narrative forløb i stil med klassisk eposdigtning. Værkerne opsuger og transformerer materiale og former fra hele traditionen og kulturen, elementer fra kunsten og hverdagen gennemtrænger og perspektiverer helheden. Dybe oplevelser af kærlighed, sorg og tro veksler med beskrivelser af hverdagsaktiviteter som det at lytte til musik, se fjernsyn, drikke en kop kaffe eller ryge en cigaret.