Niels Frank (f. 1963) debuterede i 1985 med digtsamlingen Øjeblikket, der året efter blev fulgt op af Digte i kim. De to små og
eksklusive digtsamlinger nedskriver det lyriske øjeblik til et minimum, til en
koncentration af øjeblikke og kim. I Øjeblikket
er det synets og kroppens små bevægelser, der afsøges. I Digte i kim er det rummets topografi, der poetiseres.
Med den
tredje digtsamling Genfortryllelsen.
Erindringsdigte fra 1988 markeres en forskydning væk fra de to første
digtsamlingers minimalistiske præg: digtene er nu længere og mere åbne og
samlingen har mere end dobbelt så megen tekst som de to første samlinger
tilsammen.
I Genfortryllelsen blandes
den europæiske lyriske modernismes øjebliks-koncentration med den amerikanske
lyriske traditions sans for meditativ fluktuation. Denne tendens videreføres på
forskellige måder i de efterfølgende værker. Heri fokuseres der i stigende grad
på sammenblandingen af forskellige genre- og stillejer, metaforiske sammenbrud
og den urene eller åbne tekst som en afgørende digterisk fordring.
I Tabernakel bølger digtene henover
siderne ofte i lange kadencer. Der er meditationer over digtningens anledning
og funktion, rapporterende selviagttagelser, manende gestik, haiku-eksperimenter
og meget andet. Der er en gennemgående optagethed af dette i det enkelte digt
at blande synsvinkler sammen, nedbryde metaforer og skifte toneleje.
Modsætninger skal udfordre hinanden og lade yderpunkterne bryde sammen for
derigennem skabe nye niveauer af betydning i en formmæssigt set åben proces.
Der arbejdes med en gennemgående ofte uafgørlig vekslen mellem patos og ironi
og mellem det, der i indtil flere af digtene kaldes “livs- og kunstsprog”. Det
handler om at komme ud af “metaforekstasen”: afrundede metaforer tenderer mod
at skabe identitet i retning af de samme idealbilleder og det på falske måder.
For at imødegå denne tendens må der hele tiden fremavles billeder, der formerer
sig vildt, som der står i digtet “Du’ets bekendelse”.
Dette poetiske
princip, der for alvor lanceres i Tabernakel,
fremstår i dag som Niels Franks digteriske credo. I Livet i troperne formuleres det nærmest programmatisk: “Al
metaforik er nedbrydning af tænkning. Metaforen forurener tanken, blander den
med dens modsætning og gør den således utænkelig. I metaforen strides to
verdener eller to verdensbilleder, der konkurrer, de ødelægger hinanden, så der
af ødelæggelsen kan vokse noget tredje frem, der betegner en ophøjnelse af dem
begge”. Bogen bærer da også meget konsekvent undertitlen “Metaforismer” og
opviser en konsekvent sammenblanding af mange forskellige genrer: essay,
traktat, lyrik, kortprosa, erindring, fragment og aforisme.
Som rektor for
Forfatterskolen har Frank Skrevet nogle stærkt polemiske artikler
og essays. Heri bekæmper han enhver idé om formmæssigt sluttede, selvberoende og
ikke-eksperimenterende digteriske udtryk. Dermed antager hans digteriske credo
karakter af en mere almen kritik af enhver form for kulturel grænsedragning.
Dette bevidst ‘urene’ krav om grænsenedbrydende sammenblandinger af
traditionelt set adskilte genrer, figurer og tekstformer gør, at Niels Frank
med sin digtning, essayistik og kulturkritiske virksomhed fremstår som en af ny
dansk digtnings mest markante skikkelser.
