Jørgen-Frantz Jacobsen

Jørgen-Frantz Jacobsen blev født i Torshavn på Færøerne den 29. november 1900 og voksede op i en tosproget familie, for moderen talte færøsk og faderen dansk med deres børn. Alligevel kom Jørgen-Frantz Jacobsen til fortrinsvis at tage til orde på dansk i offentligheden, for i bestræbelserne på at fremme færøsk sprogs og kulturs eksistensberettigelse anså han det for sin særlige opgave at være det formidlende mellemled mellem Færøerne og Danmark.

Bl.a. kom Jørgen-Frantz Jacobsen til orde i en række kronikker i Politiken, der under titlen Nordiske Kroniker udkom i 1943, ligeledes i turistbogen Færøerne. I 1927 udkom bogen Danmark og Færøerne. I Natur og Folk fra 1935/36 belyser han det færøsk-danske forhold såvel historisk som ud fra en nutidig synsvinkel og forener herigennern sine journalistiske og historiske interesser med sit politiske engagement.

Af uddannelse var Jørgen-Frantz Jacobsen historiker, men på samme måde som tuberkulosen gang på gang begrænsede hans politiske og journalistiske udfoldelse umuliggjorde sygdommen helt realiseringen af det videnskabelige projekt om den grønlandske monopol­handel, som han gik i gang med i april 1934, for i juli måned måtte han lade sig indlægge på Vejlefjord Sanatorium. Det var under dette ophold, at Jørgen-Frantz Jacobsen påbegyndte det, der skulle blive hans egentlige livsværk, nemlig romanen om Barbara.

Jørgen-Frantz Jacobsen havde tidligere påtænkt at skrive en roman, men når han tog fat på Barbara på netop dette tidspunkt, skyldtes det, at hans store kærlighed Estrid Bannister ummiddelbart efter hans indlæggelse indledte et forhold til en anden mand.

Handlingen i Barbara lånte Jørgen-Frantz Jacobsen fra det færøske sagn om Beinta og Peder Arrheboe, men uden at gøre "noget forsøg paa at reproducere de faktiske begivenheder eller den historiske Bente" (8.1.1935), skriver han til William Heinesen. For hans intention var, at Estrid alias Barbara skulle tegnes "i sin uudtømmelige charme" og ”i grunden ligesaa fantastiske pauverhed", som begrundes med, at hun kun besad "en styrke, sit sex" (17.11.1935).

Som sådan lader Jørgen-Frantz Jacobsen Barbara symbolisere det på en gang gavmilde og uberegnelige liv, og dermed bliver skildringen af det i bogen efter hans eget udsagn i et brev til William Heinesen på en gang "en hymne og en pavanne" (17.1.1935). Romanen udtrykker herigennern ligeledes Jørgen-Frantz Jacobsen livssyn, for ikke lykke i sig selv, men derimod "den vældige spænding mellem sorrig og glæde" (10.8.1937) gør livet stort, skriver han i et andet brev til vennen, og af samme grund forbliver han "dybt taknemmelig mod livet og vil altid være forsonet med dets kaar, thi det giver mere end det tager, og jeg har allerede faaet saa meget, at jeg aldrig vil kunne faa berettiget grund til at klage", uddyber han.

Tanken om, at der en gang med Barbara skulle stå, hvad Jørgen-Frantz Jacobsen selv beskriver som et menneskeligt moment over forløbet af Estrid Bannisters og hans kærlighedsforhold, var en væsentlig om ikke den væsentligste drivkraft for ham til at arbejde på romanen under hele det lange sygdomsforløb, men det blev ham ikke forundt at skrive den færdig. Når vi i dag alligevel kender romanen, der, da den udkom i september måned 1939, straks blev en meget stor anmelder- og salgssucces, er det således først og fremmest William Heinesens fortjeneste, for det var magtpåliggende for ham at få Jørgen-Frantz Jacobsens roman udgivet og dermed "rejse ham denne i sandhed værdige mindesten" (8.4.1938), skiver han til Christian Matras.

Jørgen-Frantz Jacobsen efterlod sig ved sin død ikke alene manuskriptet til Barbara, men ligeledes sin omfattende korrespondance med William Heinesen, som set på afstand udgør et lige så betydeligt livsværk som romanen. Et lille udvalg af disse breve udgav William Heinesen i 1958 under titlen Det dyrebare Liv. Jørgen-Frantz Jacobsen i Strejflys af hans Breve og et stort udvalg af de to venners korrespondance udkommer på Gyldendal primo 2001.