Annemette Kure Andersen

Hvis der skulles betales i penge for samtlige talte ord, tænkte folk nok mere, før de talte. Men sproget er heldigvis gratis, og derfor plaprer de fleste blot løs, uden nogen sinde at standse op og fornemme ordenes klange, farver og form - eller huske hinanden på, hvor tæt sproget altid er ved slet ingen ting at sige.

Poeterne derimod, ægte poeter, kender til ordenes drift mod tomhed. Visse digtere har endda gjort det til en kunst, konstant at balancere mellem fylden og intetheden, således at deres sorte tekster uafladelig bringes til at grænse op til det hvide, som talen til altings indre tavshed.

En sådan "ægte" lyriker er Annemette Kure Andersen (f. 1962), der lige fra sin debut med samlingen Dicentra Spectabilis (1991) har opereret i stramme, forholdsvis enkle strukturer, som fingerøvelser for klaver eller som billedkunstens monokrome lærreder og de rene, ofte organiske former i modernismens skulpturer. Hendes tekster røber en voldsom reduktiv lidenskab, en vedholdende søgen mod digtningens nedre grænse - dér hvor talen bliver til tavshed, det sorte til hvidt, det fyldte tomt.

Men enkelheden bedrager! Ser og lytter man nærmere efter, opdager man, at hendes tekster er gennemtrukket af klanglige mønstre, og at deres knaphed blot har gjort det enkelte ord så meget mere ladet af betydning. Hvad der derfor fra ét synspunkt tager sig ud som småbitte sluttede tekster midt på sidernes åbne flader, forvandler sig ved en hårfin forrykkelse af læse-perspektivet til magtfuldt svævende åbne ordrum midt i en tyngende, lukket verden.

På denne formens dialektik beror den mystisk dragende spænding i Annemette Ku-re Andersens lyrik. Hvad hun skriver, kan kaldes fundamental-poesi, for så vidt som den altid beskæftiger sig med tilværelsens største ting: det at se, høre, lugte og mærke, det at bevæge sig, det at stå stille, det at være sammen eller være længe alene, det at dø og det blot at være til stede, i tingenes og tegnenes midte.

Debutbogen og det følgende værk Espalier (1993) udfolder denne poetik konsekvent og smukt, i ultrakorte, visuelle digte præget af fin musikalitet. Sidenhen, i slutningen af Tidehverv (1996), tager hendes digtning ny retning, idet hun her dels forsøger sig med metapoetisk refleksion, dels lader digtene vokse sig længere og længere og længere. En sigende passage fra denne hendes midterste bog lyder således: "Farverne, lyset, linien og formen danner mønstret, som ikke er udtryk for andet end en strukturerende bevidstheds arbejde."

Om denne formende og skabende bevidsthed må siges, at den får større tumle-plads i hendes senere bøger. Med Epifanier (1997) begiver hun sig på rej-ser ud i Europa og undersøger selve tilblivelsens under i et sprog, der nu mærkbart får religiøse over- og undertoner. Formmæssigt udvides rummet i værket Fraktur (2000) hvor vi for første gang så Annemette Kure Andersen på vej frem mod det lange digt. At hun i denne bog også undertiden forfalder til det hermetisk fortænkte eller til en romantisk dyrkelse af digtet i digtet, må tages som en omkostning ved viljen til stadig fornyelse.

Intet står i hendes digte henkastet eller uovervejet. Hvert ord og hver linje vejes, som kostede et digt millioner.

(2000)