Sophus Claussen (1865-1931) indledte sammen med J. P.
Jacobsen (1847-1885) og Johannes V. Jensen (1873-1950) dansk lyrisk modernisme. Hvor J. P. Jacobsens digte emmer af dekadence og æsteticistisk særhed, og hvor Johannes V. Jensen i sine digte forvandlede en tradition fra Walt Whitmann til de første rigtige frie vers på dansk, da mærker man det sene 1800-tals franske lyrik i Sophus Claussens digte, såvel som i hans prosa.
Sophus Claussen skabte en digtning der på én gang vil sanse verden og sproget, og som samtidig med denne dobbelte sanselighed vil tale i
overførte vendinger. Det er en digtning der oplever verden som ét, men som
kun kan gøre det ved at sætte et skrapt skel mellem værk og verden. Endelig
er det en digtning hvor lyrikkens typiske følsomme spejlende jeg opløses i
allegoriske fordoblinger og i det digteriske sprogs egen upersonlige og
overpersonlige logik.
I 1887 debuterede Sophus Claussen med Naturbørn, men først med den næste
samling digte, Pilefløjter (1899), satte han sit mærke i dansk lyrik.
Pilefløjter består af natur-, rejse- og kærlighedslyrik. Digtene foregår
motivisk mellem det hjemlige og det fremmede, og tematisk mellem den ideale
erotiske kærlighed og de grænser som moralen sætter for den. I Pilefløjter
fører Sophus Claussen den romantiske lyriks sprog, og i særdeleshed
forbilledet Emil Aarestrups poetiske diktion, imod nye grænser - og over
dem ind i en digtning hvis skønhed klinger sært og fremmedartet midt i alt
det genkendelige.
Pilefløjters idylliske udgangspunkt afløses i Djævlerier af dissonans. Med inspiration fra Charles Baudelaire udfordres konventionen om det skønne og
det gode af en række sammensatte mytologiske kvindeskikkelser. Bag dem
findes en civilisationskritik der med nietzscheanske undertoner ser det
bestående som det egentlige onde og det tilsyneladende onde som mægtigt
befriende. Hvor Pilefløjters digte er baserede på litterære symboler er
mange af digtene i Djævlerier fortællende og skabt til en overført
afkodning. De er med andre ord allegoriske.
I de efterfølgende digtsamlinger, hvoraf de vigtigste er Danske Vers
(1912), Fabler (1917) og Heroica (1925), afvises Djævleriers omvendte
utopi, og digtene søger en aldrig afgjort balance mellem en mildere
anskuelse og en dyb mistillid til den forsonende, til tider magiske evne
som Sophus Claussen samtidig tillægger poesien. Hermetiske
billedlabyrinter, kaldet fabler, og visionære hexamterdigte veksler med
musikalske drømmerier og helt korte digte om død og tavshed. De stabile
billedstrukturer opløses til fordel for mere fragmenterede former.
Ved siden af digtene skrev Sophus Claussen en sprælsk symbolistisk prosa.
Romanerne Unge Bander (1894), Kitty (1895) og Fortællingen om Rosen (1927)
holder sig inden for Pilefløjte-digtningens motiv- og temakreds.
Rejsebøgerne Antonius i Paris (1896) og Valfart (1896) er skrevet i en
lyrisk prosa isprængt en til tider prosaisk lyrik og inspireret af Sophus
Claussens møde med de litterære miljøer i Paris i 90erne. Dette møde er
beskrevet i Antonius i Paris der med sin fragmenterede form afspejler
oplevelsen af modernitetens Paris. Samtidig repeterer bogen en splittelse
og et gab mellem digtningen og erotikken. I Valfarts mere idylliske
register og mere nænsomme form findes en tvetydig fuldbyrdelse af den
erotiske utopi der driver meget af forfatterskabet. Valfart foregår i
Italien.
I 1918 og 1927 udgav Sophus Claussen to bøger med blandede prosastykker,
Løvetandsfnug og Foraarstaler. Fiktion, selvbiografi og poetik indgår her
forbindelser og skaber tilsammen en slags værk- og livsopgørelse.
Poetologisk markerer bøgerne et skred fra 1800-tallets autonome poetik,
hvor værket er et sted der forvandler realitet til idealitet, til en mere
åben form i hvilken værket mere har karakter af at være et gennemgangsled
for verden. Dette gennemgangsled opfattes så til gengæld som så meget desto
mere magisk.
Sophus Claussens digte og prosa er altid sansende uden at være tankeløse,
drilske, men også indtrængende, de har spændvidde uden at miste fokus. De
synes styrede at en ironi der altid peger hen på noget andet, noget der
ikke passer med det man lige troede man havde forstået. De er altid i
bevægelse mellem metafysikken og sansningen, mellem forsøget på at begribe
alting og så tingene, heriblandt ordene der jo også er en slags ting.
