Niels Lyngsø

Digteren og encyklopædisten Niels Lyngsø (f. 1968) bryder med den traditionelle forestilling at poesien skulle være et særligt følelsernes sted, hvor liv, død, angst, kærlighed, smerte etc. kommer til orde. Lyngsø lægger afstand til den eksistentielle digter, der udtrykker sig, lever sit indre liv ud i værket. Han plæderer i stedet for en verdensvendt poesi, hvor digteren går ud af sig selv, ud af det eksistentielle og det politiske jeg, for i stedet at beskrive verden uden min eksistens, mine følelser og lidenskaber som brændpunkt.

"Jeg har haft den ambition med STOF, at den skulle være en verden. Den bog skulle være ligesom verden." (I)

Det er med langdigtet STOF (1996) Niels Lyngsøs verdensvendthed finder sit adækvate udtryk. STOF er et technodigt der løber i to og tre spor ned over siderne som regnen over ruden i digtets establishing shot, der eksponerer digteren i sin stue blandt stabler af opslagsværker og kortsamlinger. Her må det indskydes, at Niels Lyngsø i 1994 var med til at redigere Brøndums Encyklopædi: et Jorge Luis Borges-inspireret labyrintisk opslagsværk, der sætter det subjektivt fabulerende, ja det fiktive højere end det objektive.
   Det er en vinteraften, et skydække af regn ligger over byen. STOF pisker som regnen ned over siderne, falder et øjeblik til ro i skønne, metrisk bundne strofer, for så atter at forvandle sig til et kaotisk flydende væv af regn/tegn. Digteren er som technomageren nærmest anonym, han er ikke optaget af at udtrykke sig, men af at generere en kølig ekstase; ud af den nære livsverden og ind i verden uden for den menneskelige skala. Frem for centrallyrikkens jeg/du-forhold peges der i STOF på et jeg/det-forhold, på de stoflige forbindelser mellem jeg’et og verden udenfor. Som i technoens billedæstetik (celleplasma, molekylestrukturer, stjernebilleder, galakser etc.) genererer digteren glidende overgange fra mikro- til makrokosmos, for at vise at jeg er en del af verdens organiske og uorganiske stof.
   Det er det fysisk elementære, der optager Niels Lyngsø. Efter selve digtet - der falder i fire dele - finder man bagest i STOF en mini-encyklopædi, en ordliste med 28 punkter fra A til Å, der opsummerer digtet og gør det ud for en slags index. I den ordliste optræder ordet “jeg” i 4 definitioner, der knytter jeg’et til elementerne jord, luft, ild og vand.
   Allerede i debuten Maske & Maskine (1992) har Lyngsø et særligt forhold til elementet vand. I de korporlige og ind imellem meget surreelle digte befinder et jeg/han sig i et meget vandigt univers, mellem indtryk af “tinder, ørkner, have, poler, kloder” og udtryk af “fremmasende skrifttegn”. Digteren er vendt mod verden - han modtager indtryk af verden eller vejret som under atmosfæriske høj- eller lavtryk. Digter er den der kan spytte sine indtryk ud som analogier: se former, mønstre, processer, strukturer der går igen fra det ene vidt forskellige område af verden til det andet.
   I sin eneste roman Væskers vandring gennem porøse vægge og hinder (1992) overfører Lyngsø sin analogitænkning til en proces, hvor vand=sprog strømmer ud og ind gennem romanens personer. Med poetisk præcision lader Lyngsø en ufuldstændig sætning i et rum blive afsluttet i et andet: tanker og drømme vandrer som væsker ind i andre menneskers stadigt flydende fiktioner.
    “Jeg: en bevægelig søjle af sivende vand” lyder den første af de fire definitioner af ordet “jeg” i STOF, der udtrykker en art kærlighedsforhold til verden, en ekstatisk verdensvendthed. STOF er en triumf for en ny dansk digtning, hvori verden hverken er meningsløs eller meningsfuld, men rummer en egen vandig skønhed.

Note:
I. Niels Lyngsø i interviewet “Digt, H₂O. For en verdensvendt poesi”, DR P1 1997.

Michael Nielsen, f. 1969. Programmedarbejder på P1s litteraturmagasin ALFABET. Artikler om ny dansk litteratur i diverse publikationer.