Litteraturudvalgets præmieringer foråret 2007
Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen – en psykoanalyse
Nøgtern, sober, saglig og troværdig: sådan må man karakterisere Katrine Marie Guldagers Lysgrænsen – en psykoanalyse (2007), en beretning om forfatterens ni år i psykoanalyse. Det er en beretning, der er klinisk renset for pikante referater af udkrængninger på briksen. Her er ingen saftige historier fra privatlivet, men køligt registrerende fortælling om to dødsfald, tidlige barneår i Zambia, en senere barndom med familien i kollektiv i Danmark og efter forældrenes skilsmisse nogle teenageår alene hos faren. Det er de to dødsfald, farens og en nær venindes og inden for den samme uge, der giver stødet til psykoanalysen, som er afsluttet, da Guldager skriver historien om den. Det er da heller ingen rå skrift, vi præsenteres for, men en litterært gennemarbejdet hybridform, hvor afsnit om Dantes helvedesrejse i Den guddommelige komedie veksler med gennemgange af psykoanalysens teori, rejsebeskrivelser, erindringsepisoder, kritik af 68’ernes livsstil og ansatser til en poetik. Der kastes lys over det tidligere forfatterskab, og Guldager frygter på ingen måde at miste sine hemmeligheder til psykoanalysen, for hun ved, at det bare »er nogle andre hemmeligheder, der er kommet op til overfladen.« Med stor generøsitet har Katrine Marie Guldager gjort læseren til sin rejsefælle på en farefuld og berigende helvedesfærd.
Jens Smærup Sørensen: Mærkedage
En egn, to slægter, et land i forvandling. Med fast hånd, klare øjne og ikke så lidt underfundighed skriver Jens Smærup Sørensen i romanen Mærkedage den store danske himmerlandshistorie om bondekulturens gradvise udtoning i sidste halvdel af det 20. århundrede. Tre generationer af to sammenflettede nordjyske familier mødes ved en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en rund fødselsdag i 2003. Personerne taler om intet og alting over suppe, steg og is, mens forandringer skyller ind over landet. Kronologien er ombrudt, og fortælleren er en flygtig størrelse, som tillige kender gæsternes tanker. Skønt lidenskaben raser, og et mirakel indgår i historien, er melodramaet konsekvent valgt fra. En særlig spids, distancerende faktor finder udtryk i de afsnit, som følger akademikeren fra yngste generation, der er nostalgisk efter gamle dage og bondekulturens »autentiske« væsen. Mærkedage er sædeskildring og mentalitetshistorie, krønikeskrivning og psykologisk romankunst, formidlet med fintmærkende sprog og en livsalig forankring i det konkrete. Kapitlet »Litteraturhistorie« tegner (i karikeret, selvironisk form) et rids af den litterære tradition, som Smærups hjemstavnsskildring føjer sig til.
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden. Bind 1. Den danske celle
Den oplevede, men endnu ikke fortalte eller bogførte historie, er kernen i Peter Øvig Knudsens forfatterskab. Han interviewer skolekammerater og forfatterkolleger, og han lader øjenvidner tale ud, som i Efter drabet (2001) og Birkedal (2004). I sidstnævnte bøger blotlægger han desuden et par grundigt fortrængte kapitler af den nyere Danmarkshistorie. Det samme gælder for Øvig Knudsens nye, ligeledes uhyre velskrevne, medrivende og tankevækkende bog om Blekingegadebanden. Her giver forfatteren et kalejdoskopisk portræt af en gruppe venstreorienterede unge, der lod sig føre ud på terrorismens vildspor, samtidig med at han pejler sig ind på tidsånden, som mange læsere vil genkende, men alligevel opleve som ny og fremmed. Blekingegadebanden er et dybt fascinerende dokument, hvori et helt arsenal af retoriske virkemidler og kneb sættes ind for at optrævle, kortlægge og levendegøre en af de mest bizarre episoder i dansk efterkrigshistorie. Således er bogens åbningsscene skrevet som en gyser i lommeformat; man træder ind i en af danskernes fredhellige territorier, sommerhusidyllen, hvorefter paradisets fred lag for lag skrælles bort, og en grim fortælling om politisk selvtilstrækkelighed, kriminalitet og kollektiv fornægtelse træder frem. Peter Øvig Knudsens arbejdsiver og ydeevne er beundringsværdig, og det store slid med at forvandle de uoverskuelige mængder af sagsakter, arkivalier og interviews til et litterært dokument af format, fortjener at præmieres.
Peter Nielsen: I sommervinden
Brede linjer, lang syntaks og flydende forvandlingsbilleder, som fortættes i konstellationer af foreløbig betydning. Også i forfatterskabets digtsamling nummer 14 har Peter Nielsen sit unikke begrebsunivers. Det er notorisk svært at referere, hvad der »sker« i hans digte, som er andet og mere end påvisninger af æstetisk og litterær teori. Det abstrakte forhandler med det konkrete. Der er en diskurs, et argument og nogle fysiske rammer, som typisk hentes i stiliseret natur. Det flygtige (»Vinden løber igennem græsset./ Man må skynde sig hvis man vil se noget,« står der i »Sus«) har samme vægt og ret som det konstante (»Det virkelige er et solidt stof,« står der i »Simultan«). Der er »En skov af gnister«, »En teori om stier«, »Melodier hørt i vinden« og »En spand med 5.000 perler«. Dagens »regn og tvetydighed« forrykker til stadighed positionerne: »Jeg kastede et blik ud ad vinduet;/ planeterne stod ikke som i lærebogen,« hedder det i »Klima«. Resultatet er en paradoksal poesi, der giver genlyd i læserens egen erfaring. Teksterne lægger »et puslespil af ufuldendte,/ cirkulerende øjeblikke.« På mærkelig vis er man lettere om hjertet, når man har set hvordan digteren bærer sig ad.
Statens Kunstfonds Litteraturudvalg:
Bo Green Jensen, formand
Anne Marie Ejrnæs
Henk van der Liet
Sidst opdateret af jowope 23. januar 2008. Ansvarlig: Anne-Marie Rasmussen.