Treårige arbejdsstipendier billedkunst 2007

Anders Bonnesen, f. 1976

Anders Bonnesen, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2005, gjorde sig tidligt bemærket med stoflige, sære, bizarre objekter, på en lang række særdeles seværdige skulpturudstillinger, ofte kurateret af ham selv. Bonnesen er en aktiv spiller på banen i kunstmiljøet.

For Bonnesen er skulpturen en måde at orientere sig og reflektere på. Man er fristet til at tro, at det er hans måde at trække vejret på. Orienteringspunkterne for Bonnesens objekter er det nære; kroppen og den nære konkrete virkelighed. Bonnesen forskyder, forskubber, makulerer, hækler - materialer, form, stof og indhold, alt imens skulpturen og vores begreber om den revitaliseres. Når Bonnesen rammer, hvilket han ofte gør, rammer han rent. Bonnesen har blik for potentialet i det forudsætningsløse møde med skulpturen. I 2007 er Bonnesen inviteret til at udstille i Canada.

Anders Bonnesen fortjener al den opbakning, der bør tilfalde et særligt talent; in casu et treårigt arbejdsstipendium.

Jytte Høy, f. 1951

Jytte Høy, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1989, skaber kunst baseret på analytiske eksperimenter. Finurligt begås kunstnerisk grundforskning på højeste plan. Med stor konsekvens undersøger Jytte Høy strukturer og systemer af meget forskellig art, Det ternede fællesskab, Skitse til fredens struktur, Den moderne ruin etc.

Den konceptuelle bestræbelse står centralt hos Høy, hvis undersøgelser har været rettet mod objekters sindrige relationer, billeders strukturelle opbygning, tankeassociationers skæve spring og sprog. Den kunstneriske produktion er omfangsrig, udstillingslisten lang. På Overgaden, Institut for Samtidskunst, København 2006 foldede Jytte Høy et forunderligt tanke-form-laboratorium ud. En biotop af mindre træobjekter og tegninger. Lystfyldt, æggende, kontrolleret, grænsende til det gakkede og bindegale.

I det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg ser vi frem til, at Jytte Høy med et treårigt arbejdsstipendium på fuld tid kan udfolde den skæve, underfundige tone, der må siges at være Jytte Høys helt egen.

Frans Jacobi, f. 1960

Frans Jacobi er uddannet billedhugger og har taget turen fra 80’er cool skulptur med naturromantisk touch til hardcore politisk performanceudtryk. En bevægelse med mange mellemregninger, der heldigvis hele vejen igennem har været så gennemsigtig, at integriteten har været intakt.

Jacobis arbejde bevidner en rastløs søgen efter at finde det sted, hvorfra han kan tale klarest, hvad enten det gælder en dagsaktuel politisk agenda eller temaer af eksistentiel art. De scenografiske rum, som Jacobi med enkle virkemidler byggede op rundt omkring på kloden i 90’erne, står stadig skarpt på nethinden. Gennemsyret af forladthedens melankoli, visuelt, dirrende, smukke, men også med en skarphed og et kritisk potentiale, der ikke var til at tage fejl af. Den filmiske, teatralske udtryksform går igen i de nyere arbejder, der nok afsøger tidligere tiders grelle politiske udtryk, men stadig ikke kan skjule den selvudfordrende porøsitet, der kendetegnede de første skulpturer, og som nu både afvæbner og nuancerer stoffet.

Frans Jacobi får det treårige arbejdsstipendium, fordi han med denne brede vifte af intense udsagn længe har været en markant medspiller på kunstscenen, og fordi det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg forventer, at han forsat vil være det.

Eske Kath, f. 1975

Eske Kath hører til den yngre generation af malere, der ikke har ladet sig hæmme af forudsigelser om, at mediet er i krise. Ikke fordi malerierne ikke bevidner selvreflektion, og overvejelser om både indhold og metode, men fordi de udstråler en konsekvent beslutsomhed og ambition om at gøre sig gældende som et meningsfuldt ikon.

Billederne går i dialog både med den tunge tradition, den moderne erfaringsverden og forestillinger om fremtiden. Med titler som Burning House og Shaking Mountain er der ikke så lidt dommedagsprofeti og katastrofealarm i de dynamiske og farvestrålende billeder. De kan aflæses som abstrakte tegn fra lang afstand, men afslører mere specifikke detaljer jo tættere man kommer på. Ligesom man også aner, at denne billedlige orden, dette kontrolerede kaos, netop er en måde at holde sammen på verden. Ligemeget hvor artikuleret sammenbruddet fremstilles og bliver et objekt, så peger det tilbage på en reel og mere subjektiv katastrofeangst. Hele dette paradoksale felt spændes ud i Eske Kaths malerier.

Det er tankevækkende og ikke mindst stimulerende for synssansen, og derfor giver det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg med glæde et treårigt arbejdsstipendium, som forhåbentlig også vil have en stimulerende effekt.

Søren Lose, f. 1972

Søren Lose, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2003, har fra første færd markeret sig som en udfordrende fornyer af det fotografiske medie. Gennem genbrug af gamle, fundne film og fotografier har Lose skubbet til og udvidet feltet for kunstfotografi. Uskyldige, banale feriesnapshots manipuleres til underfundige optrin. Hengemte, forgangne filmstrimler vækkes til live som fortryllede, uvirkelige landskaber, ofte melankolske.

Lose har sin egen stille, skæve tone. Han formår at skabe et spændingsfelt mellem fortid og nutid, og mellem fiktion og virkelighed. Loses fotografi er fyldt med forskydninger i logik, tid og rum. På HOME udstillingen på Storstrøms Kunstmuseum i Maribo i 2006 krydsedes æstetiserende distance med rørende nostalgi. I videoerne skildres yderkantsområdets forblæste forladthed med en foruroligende og sært lattermild alvor, der bider sig fast.

Søren Loses kunstneriske produktion er omfangsrig. Udstillingerne og kommende projekter ambitiøse. Derfor tildeles Søren Lose et treårigt arbejdsstipendium.

Michael Mørk, f. 1959

Michael Mørk fremstår på trods af sin uortodokse måde at behandle malerimediet på som en klassisk maler med en stor ambition om at forene arkitektur, skulptur og maleri. Michael Mørks arbejder beskæftiger sig med maleriets fysiske grænser og muligheder. Han har ved at lade maleriet kravle ud af rammen og ned på gulvet skabt, ikke kun en interessant maleriproblematik, men i lige så høj grad sat vores virkelighedsopfattelse til forhandling. 

Michael Mørk skaber billedmæssige selvmodsigelser, når han forvandler noget der ligner en Ikea-brugsanvisning til et tredimensionelt virkeligt objekt. I hans arbejde med geometriske former og farver er der en smittende entusiasme og tro på, at det rene visuelle budskab kan sætte en stærk erkendelses- og følelsesmæssig reaktion i gang hos beskueren. Beskueren får oplevelsen af at befinde sig i en ideel og nærmest neurotisk ren verden, hvor tryghed blander sig med fremmedhed.

Michael Mørk får et treårigt arbejdsstipendium for sit konsekvente og gennemgribende arbejde med at forløse endnu nye sider af maleriets store potentiale.

Tina Maria Nielsen, f. 1964

Tina Maria Nielsen undersøger med sine skulpturer de grundliggende forhold for, hvordan kroppen i samspil med skulptur kan skabe ny erkendelse af, hvad illusion og skulpturel materialitet kan afstedkomme. Karakteristisk for hendes værker er, at de ofte skaber eller ligefrem er passager, som kroppen konkret skal passere igennem, som fx i værket Lost Highway Hotel. Her bliver nærvær, intensitet og kroppens tilstedeværelse i udstillingsrummet sat til seriøs forhandling, eftersom beskueren permanent sættes i en flygtig og mobil position.

Kendetegnende for Tina Maria Nielsen er ligeledes, at hun viser os genkendelige objekter. Det kan være gipsafstøbninger af flyttekasser, paller eller sække, der bliver så tunge, at de er umulige at flytte. Men alligevel udstråler skulpturerne en optimistisk ’flytteparathed’ Denne parathed er et vigtigt og poetisk element i hendes værker, som gør flygtighed, foreløbighed og fravær til monumentale begreber. Det er med dette arbejde, at Tina Maria Nielsen har placeret sig som en vigtig skikkelse på den spirende danske billedhuggerscene. For dette modtager hun et treårigt arbejdsstipendium.