Generelle ansøgningskriterier for Kunstrådets Litteraturudvalg
Generelle ansøgningskriterier
Ansøgninger til de støtteordninger, som forvaltes af Kunstrådets Litteraturudvalg, skal indgives skriftligt pr. brev eller e-mail. Til enkelte ordninger anvendes ansøgningsskema.
Ansøgninger skal altid indeholde:
• Kort og klar beskrivelse (max to A4-sider) af det arbejde, værk eller projekt der søges støtte til
• Ansøgers navn, adresse, CPR-, CVR-nummer samt telefon og evt. e-mail
• Kortfattet CV for ansøger.
Ansøgninger om arbejdslegater bør desuden indeholde:
Væsentlige bilag, fx tekstprøve eller synopsis, i tilknytning til beskrivelsen af det konkrete arbejde, værk eller projekt.
Litteraturudvalget opfordrer til, at en ansøgning om arbejdslegat indeholder relevante oplysninger om det, der søges støtte til, da det vil hjælpe udvalget til at kunne træffe afgørelse efter litteraturlovens bestemmelser.
Ansøgninger om rejselegater skal udover de tre første punkter indeholde:
• Så detaljeret og præcist budget som muligt
• Motivering for valg af destination
• Plan for opholdet.
Ansøgninger om udgivelses-støtte skal udover de tre første punkter indeholde:
• Detaljeret forlagskalkule
• Indholdsfortegnelse, synopsis og tekstprøve på værket
• Angivelse af om ansøger selv bidrager økonomisk og med hvad
• Angivelse af om der søges eller forventes at få støtte andetsteds fra.
Ansøgninger om støtte til arrangementer skal udover de tre første punkter indeholde:
• Angivelse af om ansøger selv bidrager og med hvad
• Angivelse af om der søges eller forventes at få støtte andetsteds fra.
Specielle betingelser:
• Der kan kun indgives én ansøgning om arbejds- eller rejselegat pr. frist pr. ansøger
• Det er normalt en forudsætning for at opnå både honorarer, arbejds- og rejselegater, at ansøger har udgivet mindst to værker som eneforfatter på et af forfatteren uafhængigt forlag
• Ved ansøgning om udgivelsesstøtte er det normalt en forudsætning, at forfatteren til det værk, der søges støtte til, har udgivet minimum to værker som eneforfatter på et af forfatteren uafhængigt forlag.
• Udgivelsesstøtte kan kun søges af det udgivende forlag
• Der kan normalt kun ydes støtte i forbindelse med udgivelse på et af forfatteren uafhængigt forlag
• Det, der søges støtte til, må sædvanligvis ikke være afsluttet på tidspunktet for den ansøgningsfrist, ansøgningen er modtaget rettidigt til.
Støttes normalt ikke af Kunstrådets Litteraturudvalg:
• Kunstrådets Litteraturudvalg yder normalt ikke støtte til arbejde, rejser, udgivelser mm. i forbindelse med forsknings- og undervisningsprojekter eller arbejder af didaktisk eller lokalhistorisk tilsnit, rejseførere, kortbøger, kataloger eller udstillingskataloger.
• Kunstrådets Litteraturudvalg yder normalt ikke støtte til arrangementer med fokus på mundtlig fortælling, poetry slam og lignende, da udvalget har præciseret sit virkefelt til at være den skrevne, trykte litteratur.
Sidst opdateret af jowope 27. november 2007. Ansvarlig: Litteraturcentret.
