Sammenfatning af Kunstrådets handlingsplan 2003-2006
Kunstrådets virkeområde er billedkunst, litteratur, musik, scenekunst og alle dermed beslægtede kunstneriske udtryk, som ikke kan støttes efter anden lovgivning. Det er rådets opgave at støtte kunsten og at rådgive om kunstens vilkår. Kunstrådet skal ikke selv være producerende.
Kunstrådet har overtaget ansvaret for den støtte til kunsten, som hidtil har været omfattet af billedkunstloven, litteraturloven, musikloven og teaterloven. Disse fire love udgjorde tilsammen et lovkompleks, der gradvist er blevet opbygget gennem 40 år. Kunstrådets første handlingsplan lægger op til en revurdering af kunststøtten i lyset af den udvikling, der har fundet sted siden 1963, hvor den første teaterlov – som den første af kunststøttelovene – så dagens lys. Siden dengang er der sket en række vigtige forandringer, som har stor betydning for kunstlivet. I handlingsplanens afsnit om ”Baggrund” er der redegjort for disse forandringer, som handlingsplanen tager afsæt i.
De forskellige kunstarters egenart er et vigtigt udgangspunkt for rådets arbejde. Derfor vil Kunstrådet i videst muligt omfang delegere arbejdet inden for de enkelte kunstområder til fagudvalgene.
Det er rådets formål at fremme udviklingen af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet.
Handlingsplanen redegør for, hvordan rådet vil arbejde for at opfylde dette formål. Handlingsplanen er ikke en bindende plan for rådets arbejde i hele beskikkelsesperioden, men en redegørelse for rådets mål og prioriteringer i begyndelsen af perioden. Rådet vil årligt justere handlingsplanen, sådan at de enkelte temaer kan tilpasses indhøstede erfaringer, og der vil kunne blive tale om at introducere nye temaer og initiativer i løbet af perioden.
I handlingsplanen har rådet fastlagt følgende hovedmål:
· Kunststøtten skal løbende kunne opfange nye bevægelser i kunstlivet. Kunstlivet er ikke statisk, men under stadig udvikling. Kunstrådet vil derfor i samarbejde med Kulturministeriet arbejde for, at lovgivningen og rådets støttepraksis følger med kunsten, samt at lovgrundlaget for rådets virke er konsistent og understøtter rådets muligheder for at arbejde på tværs af kunstarterne.
· Kunstrådet vil fremme børnenes møde med kunsten på børnenes præmisser. Denne opgave skal løses i et tæt samarbejde med skolerne og de øvrige institutioner, hvor børnene tilbringer en stor del af deres tid.
· Rådet vil fremme udviklingen af talenter inden for alle kunstarter. Det er en væsentlig opgave for fagudvalgene at støtte vækstlagene. Der er i handlingsplanens afsnit vedrørende de enkelte kunstområder redegjort mere detaljeret for dette. Hvor det er nødvendigt vil rådet supplere med en ekstra indsats.
· Rådet vil styrke kunsten i internationalt perspektiv. Rådet vil styrke præsentationen af dansk kunst internationalt og præsentationen af vigtig international kunst i Danmark. Rådet vil styrke samarbejdet mellem danske og udenlandske kunstnere. Kunstrådet har igangsat en nærmere vurdering af det generelle grundlag for rådets internationale arbejde. Når denne vurdering foreligger, vil rådet i samarbejde med Udenrigsministeriet fastlægge uddybende mål og retningslinier for det internationale arbejde.
· Kunstrådet vil sikre, at støttemidlerne ikke på forhånd er fastlåst i løbende driftstilskud. Kunstrådet kommer ikke udenom at skulle give driftstilskud, da den kunsten især inden for musik og scenekunst i høj grad er knyttet til institutioner. Men rådet vil sikre, at driftstilskud og støtteaftaler af længerevarende karakter kun tildeles, når kunstneriske hensyn gør det nødvendigt. Der bør etableres en konsekvent evalueringsprocedure, således at støtten kun opretholdes så længe det kunstneriske grundlag er tilstede.
· Rådet vil sikre, at bevillinger, som rådet har ansvar for, udnyttes bedst muligt. Rådet vil foretage en kritisk gennemgang af alle eksisterende støtteordninger for at vurdere, hvor der kan ske forenklinger og effektiviseringer. Sigtet er i muligt omfang på én gang at reducere de administrative byrder, både for rådet og dets udvalg og for Kunststyrelsen, og samtidig forbedre servicen for dem, der modtager støtten.
· Rådets støtte til kunsten skal være kvalificeret, idet den baseres på en kunstfaglig vurdering. Samtidig er rådet indstillet på, at sådanne vurderinger kan og skal vække diskussion
· Kunststøtten skal være enkel og gennemskuelig. Ansøgningsprocedurerne skal være enkle og ubureaukratiske. Det skal være klart for ansøgerne, hvilket råd eller udvalg der træffer beslutningerne, og hvilket grundlag beslutningerne hviler på. Afgørelser skal begrundes. En ansøgning skal behandles ét sted i Kunstrådssystemet – ansøgere skal ikke sendes fra fagudvalg til fagudvalg.
· Ansøgninger om kunststøtten skal kunne behandles så hurtigt som muligt. Dette gælder både sagsbehandlingstiden for ansøgninger og for udbetaling af støttebeløb.
· Kunststøtten skal være fleksibel. Det skal være muligt at opfange nye tendenser, initiativer og muligheder, efterhånden som de opstår. Der skal være plads til dialog med kunstnerne om, hvordan støtten bedst forvaltes.
· Bevillingerne til kunststøtte skal anvendes bedst muligt ud fra et tværgående perspektiv og på grundlag af faktuelle oplysninger og faglig erfaringsbaseret viden. .
Initiativer og aktiviteter
Rådet har – udover de bevillinger der er øremærket til de enkelte kunstområder og til internationale formål - rådighed over en bevilling på 3 gange ca. 40 mio. kr. i årene 2003-05 til ”øget kunstnerisk aktivitet og talentudvikling samt initiativer på tværs af de traditionelle kunstneriske udtryksformer”. Handlingsplanen redegør for, hvordan rådet anvender sine midler til at udmønte handlingsplanens mål og initiativer. Handlingsplanens vigtigste tværgående prioriteringer er følgende:
· Børn og unge. Rådet vil afsætte penge til at fremme børns møde med kunst, både i form af tilskud til tidsbegrænsede ansættelsesforløb for kunstnere på skoler, og i form af forbedrede tilskudsmuligheder for kunstformidling på skolerne, så også mødet med andre kunstarter end børneteatret kan blive billiggjort for skolerne. Rådet vil desuden afsætte penge til etablering af et nationalt børneteater med turneforpligtelse.
· Talentudvikling. Rådet vil give høj prioritet til projekter, der kan fremme talentudvikling, og herunder drøfte de meget forskellige behov for talentudvikling inden for de forskellige kunstarter.
· Frie midler. Rådet vil være meget selektiv med at yde faste driftstilskud og vil vedtage nærmere retningslinjer for sådanne med henblik på at sikre tilstrækkeligt med frie midler til nye projekter.
· Regelforenkling. Rådet vil iværksætte en gennemgang af samtlige tilskudsordninger med henblik på at forenkle de administrative procedurer og pege på mulighederne for en samlet revision af lovsættet på rådets område.
· Tværgående projekter. Rådet vil forbedre støttemulighederne for projekter der indeholder elementer fra flere kunstarter, f.eks. ny cirkus, performance, og musikprojekter, hvor der indgår anvendelse af multimedier. Rådet vil desuden øge bevillingsrammen til musikdramatik.
· International kulturudveksling. Kunstrådet har igangsat en nærmere vurdering af det generelle grundlag for rådets internationale arbejde. Rådet vil desuden tage stilling til de nærmere rammer for den videre drift af DCA Gallery i New York, hvis lejemål er blevet forlænget.
· Residencies. Rådet vil etablere ordninger for ”artists in residence” i Danmark for udenlandske kunstnere samt understøtte etablering af gæsteprofessorater på højere uddannelsesinstitutioner for kunstnere.
· Samarbejde med den private sektor. Kunstrådet vil være i løbende dialog med kulturerhvervene om markedsudviklingen for de enkelte kunstarter.
· Samarbejde med amter og kommuner. Kunstrådet ser frem til at skulle deltage som kulturministeriets rådgiver i diskussionen om en ny kommunal struktur. Rådet vil i begyndelsen af 2004 gå i dialog med parterne bag de regionale kulturaftaler for at undersøge mulighederne for at samarbejde.
Handlingsplanen indeholder desuden delhandlingsplaner for hver af de fire kunstarter – billedkunst, litteratur, musik og teater - der udstikker rammerne for arbejdet i fagudvalgene og Udvalget for Dansk Billedkunst i Udlandet.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Termen ”Kunstrådet” eller bare ”rådet” er i det følgende brugt om Kunstrådet og dets underudvalg. Arbejdet med de enkelte initiativer vil blive fordelt mellem rådet og fagudvalgene i overensstemmelse med rådets forretningsorden.
Sidst opdateret af lisves 12. marts 2007.
